Blog

Forældrebeskeden, jeg ville ønske, jeg kunne sende

National test i engelsk i 7. klasse er gennemført. Nervøsiteten sidder stadig i lokalet. ”Har jeg klaret mig godt nok?”, spørger en elev med bævende stemme. Som lærer står jeg på sidelinjen og ønsker de nationale test hen, hvor peberet gror. Er jeg illoyal over for vores skolesystem, hvis jeg sender en besked til forældrene, hvor jeg ikke lægger skjul på, hvad jeg mener?

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære forældre i 7.A

I dag har jeres børn fået resultatet af den nationale test i engelsk med hjem. Hvis jeg kunne bestemme, eksisterede disse test slet ikke i folkeskolen. Som jeres børns engelsklærer igennem otte måneder har jeg et godt overblik over hvert enkelt barns faglige niveau. Det behøver jeg ikke at lave en test udarbejdet af Undervisningsministeriet for at få. I stedet bruger jeg andre evalueringsformer, som ikke gør jeres børn nervøse eller ligefrem angste. Sådan synes jeg nemlig ikke, det skal være at gå i skole. Samtidig kan jeg, fordi jeg kender jeres børn – og helt modsat den nationale test – sagtens vurdere, om jeres børn udvikler sig og dannes som mennesker.

Resultatet af den nationale test er meget vigtig for jeres børn. De er født og opvokset i en verden, hvor alt skal måles og vejes. På den måde kan vi nemlig sammenligne hinanden og hele tiden effektivisere os selv og vores udvikling. På nogle områder er det også helt fint, og der kan være stor motivation i at se, at man rykker sig fremad mod et mål. Som lærer er jeg bare bekymret for, at alt det, der ikke kan måles og vejes, mister sin betydning. Engelskfaget rummer så ufatteligt meget mere end de tre områder, der testet i den nationale test. Engelsk er ligesom alle andre fag i folkeskolen et dannelsesfag, hvor man igennem sit arbejde med sproget og den engelsktalende verdens kultur og historie, udvikler viden om, hvem man selv er.

I har nogle fantastiske børn, som alle er forskellige – præcis som de skal være. Nogle af dem har klaret sig godt i den nationale test. Andre har ikke. Når I ser resultatet, som jeres barn har fået med hjem i dag, håber jeg, at I vil lade være med at lægge for meget i det. Det fortæller nemlig på ingen måde hele sandheden og kan endda være direkte misvisende. Hvis I vil vide, hvordan jeres barn reelt klarer sig i engelskfaget, er i derimod meget velkommen til at kontakte mig. Jeg ved det nemlig.  

Mange hilsner Maria