Fokusér på formålsparagraffen i stedet for på frihedsgraderne

De øgede frihedsgrader vækker både glæde og bekymring.

Med afsæt i forskningen i skoleudvikling og frihedsforsøget i Esbjerg, er det nemlig tydeligt, at de få frihedsgrader åbner for store potentialer for både at øge elevernes læring og trivsel og styrke arbejdsmiljøet på én gang.

Så hvorfor er der anledning til bekymring? Fordi der samtidig er en risiko for, at skolerne ikke får grebet muligheden an på rette vis - og derved ikke opnår det fulde potentiale.

Med dette indlæg vil jeg først dele noget forskningsdata fra Esbjerg, der viser potentialet i de givne frihedsgrader. Derefter beskriver jeg, en mulig faldgrube og dermed også, hvad der kan være vigtig at have for øje, for at styre uden om den.

Dét siger eleverne i Esbjerg.

Data er udplukket fra interviews på nogle af de skoler, der har eksperimenteret med at bruge frihedsgraderne til at lave undervisning med færre voksne omkring én årgang, længere lektioner, kortere dage og holddannelse. Fra elever, lærere og ledere har oplevelsen generelt været meget positiv.

Elever fra 7 klasse udtrykker klart, at dobbelttimerne er gode: ” I 6. var det ret irriterende, for så kunne man ikke nå noget. Man skulle allerede til at pakke sammen. Det var sådan man havde en halv times undervisning, og så resten blev brugt på at starte op og lukke ned.”

En anden elev supplerer: ”Det er også nemmere at finde rundt i synes jeg. End hvis man fx starter med en lektions historie og så slutter af med en lektions historie. Det giver ikke rigtig mening.”.

En tredje fortsætter: ”Det var også irriterende med så mange lektioner, for man glemte lidt hvad man skulle have i løbet af dagen.”

Vi ved fra lærings- og udviklingsteorier, at evnen til at kunne orientere sig i det, man laver, forberede sig mentalt på, hvad man skal og at kunne nå at bearbejde det, man lærer – er afgørende for at drage læring ud af undervisningen. Fra et læringsteoretisk perspektiv er elevernes citater derfor meget tydelige tegn på at det nye skema er bedre.

En anden fordel er, at eleverne også oplever at de kan få mere hjælp i timerne ved to voksne.

En tredje fordel er, at eleverne er mere trygge ved de voksne, når det er de samme fire, de primært har. En dreng fortæller at trygheden betyder, at ”Så snakker man lidt mere med dem, kommer ud med nogle følelser eller sådan.”. Det citat er meget stærkt! Hvis der er noget, vi har brug for i folkeskolen, så er det, at elevernes stemme får mere plads. Hvis vi skal lave en skole, der skaber læring og bryder den stigende mistrivselskurve, så er dét allermest afgørende, at få eleverne i tale, før det kører helt skævt og deres selvbillede og selvtillid er blevet forringet. Og før lærere og forældre er blevet afmægtige.

Dét siger lærere i Esbjerg.

Lærerne fortæller ligeledes positivt om, at ændringen af skemaet giver dem et fagligt råderum tilbage.

”Jeg ved, at jeg kan sige i mit team: ”Ved I hvad, det der, jeg havde planlagt, det tager altså længere tid end to timer. Så kan vi flytte noget til over middag og tage dansk i morgen?”. At vi ikke er låst af et timetal. Det stressede mig før. Det der med at man hele tiden kiggede på uret: ”Hej, nu er der gået 5 min. nu skal jeg derned.” Når noget lige tager en time frem for 3 kvarter, er det fint nu.” (Lærer på 7. årgang)

Lærerne oplever, at de kan planlægge undervisningen, som et team. Bytte rundt, hvis man kan se et behov herfor. Dette er ret tankevækkende: Mange skoler har i løbet af de sidste ti år udviklet et skema så komplekst, at det ikke er muligt for en lærer, selv at bytte rundt med kollegaer. Det griber ind i så mange andres skemaer, at man ofte holder sig fra det. En formiddag til kunstmuseet, kan først gå igennem, når udstillingen er taget ned.

Når en lærer fortæller, at hun er mindre stresset nu, så er det en stor ting: Stress øger risiko for sygdom, lærerflugt, og dårligere kvalitet i undervisningen. Og endelig skal vi huske, at hvis vi gerne vil give vores børn og unge en opvækst uden stress og pres, så er det en god idé at kigge på os selv. Hvad er vi for forbilleder?

Frygten for at afvige lidt fra fuld kompetencedækning, skal derfor også ses fra dette perspektiv.

Med så gode resultater, er der så nogen grund til bekymring?

Der er to måder at udvikle skole på.

En grovkornet, men enkel analyse af de problemer, vi ser i folkeskolen i dag, er, at de skyldes at skolen i en årrække er blevet udviklet med afsæt i den politiske dagsorden. Der er nemlig – lidt forenklet sagt - to måder at udvikle skole på:

Version 1: Fra politisk hold udstikkes der regler og krav, som forvaltninger og skoler tager afsæt i og spørger: ”Okay, hvad kan vi så gøre inden for denne givne ramme?”

Version 2: På skolerne starter med at kigge på formålet og spørger hinanden: Hvad er vi sat i verden for? Derpå bruger man sin faglige viden og de mange praksiserfaringer til at udvikle en god skole inden for de givne vilkår.

Med afsæt i version 1, er mange skoler landet med at lave dårlige skemaer for eleverne. Det var formentlig ikke et pædagogisk mål, der lå bag, når 6.b i Esbjerg inden frisættelsen startede - og sluttede onsdagen med én lektion historie.

Så hvorfor arbejder alle ikke bare ud fra version 2?

Fordi styring er styrende. Den virker faktisk, også når den er dårlig.

Ledere fortæller, at prøver og målinger var blevet styrende for tilrettelæggelsen af skemaer og undervisning (også kaldt wash back). Hvis læseresultaterne er dårlige, lavede man mere læsetræning, uden nødvendigvis at tro på, at det øgede elevernes læseevner med mere terperi.

Flere lærere fortæller, at de efter reformen og lov 409 lidt havde opgivet at få deres faglige perspektiver taget i betragtning på den store bane. I stedet brugte de deres faglighed ind i deres egen undervisning – inden for den ramme, der var blevet dem givet. Her havde de ikke resigneret.

Med den viden, bør skoler landet over stoppe op og overveje – hvordan de vil bruge de nye frihedsgrader. Til småjusteringer eller gentænkning?

Tænk ud af boksen – og ind i formålsparagraffen!

Pointen er, at det, der skaber kvalitet, er kombinationen af en pædagogisk strategi og en lovgivning, der understøtter arbejdet med samme.

Hvis man lidt fortravlet læser om de politiske aftaler, der giver skolerne lov til at ”konvertere al understøttende undervisning til blandt andet to-lærertimer, hvis de ønsker det”, så er der en risiko for, at det er dén øvelse, man kaster sig over.

Men måske skal man starte et andet sted og sammen overveje: Hvad skal der til for at vi indfrir formålsparagraffen? For at vi giver eleverne kundskaber og færdigheder, lyst til at lære mere og styrker deres alsidige udvikling? Hvordan ser en undervisning, der muliggør det, ud?

Og når den vision står klart, så tager man skemaplanlægningen og undersøger, hvordan man kan lave de bedste skemaer, der understøtter visionen - og sørger for at efterleve loven - alt imens man skaber den bedste skole for eleverne.