Forsker: Kan man være forkert, når man er et barn?

Evnen til at anerkende hvert enkelt barn er essentiel for at lave en god skole.

Som forsker kommer jeg på mange skoler og på en af skolerne hænger disse billeder af ordblinde på en væg i selskab med flotte børnetegninger.

Mens jeg stod og kiggede på billederne, blev jeg rørt. Rørt over den fysiske fornemmelse af omsorg og anerkendelse, der bredte sig i min krop, mens jeg stod der og så på alle de kendte, som jeg ikke vidste var ordblinde.

Nogle af jer tænker måske: ”Ja det er da godt at vise børn, at der er mange, der er ordblinde, der klarer sig godt.” Men billederne er mere end det. Der må være nogle voksne på den skole, der forstår hvordan det kan være at være ordblind. Ellers ville de ikke have brugt kostbar tid på at lave sådan en tavle.

Her var der nogle voksne, der ved hvor dårligt det kan påvirke børns selvtillid at være ordblind. De har vidst, hvor svært det kan være, når nu så meget anden læring ”bygger” på læsning, så ordblinde let får svært ved mange andre fag end bare dansk. De har vidst, at ordblindhed kan give følelsen af at være ”anderledes” og ikke bare en del af flokken og man kan blive usikker på, om man dur til noget. Alle disse følelser påvirker vores motivation negativt. Det betyder at følelserne i sig selv gør, at man får sværere ved at lære og forstærker mistrivslen.

Heldigvis er det ikke alle ordblinde, der oplever det sådan, men nogle gør. Og det at anerkende (at se, høre og forstå) den oplevelse hos nogle ordblinde og at formå at anerkende hvert enkelt barn er essentielt for at lave en god skole.

Derudover var billederne ikke kun en anerkendelse. For med billederne viser de voksne samtidig implicit, at de tror på, der er et godt liv for alle og at man som barn skal fatte mod og tro på, at man er lige som man skal være – uanset om man er ordblind eller ej. Og det var den oplevelse, der rørte mig, der på gangen.

Hvad gør I som lærere og skole, der giver eleverne netop den tro på sig selv?