Mens vi griner af speltmoderen, bagatelliserer vi skolers brud på FN’s børnerettigheder.

To spørgsmål

Alle er enige om, at danske børn skal have gode vilkår og deres rettigheder skal respekteres, men et hul i lovgivningen stiller børn dårligt på frie skoler, så de kan udsættes for alvorlige svigt, hvis lærernes og lederens kompetencerne ikke slår til. Med dette debatindlæg ønsker jeg at rejse to spørgsmål: Et moralsk - Er det okay med os at enkelte børn betaler prisen for en skoles manglende kompetencer? Og et politisk - hvilket samfundsansvar skal de frie skoler løfte?

Filmen ”Fædre og mødre” viser hvordan elever betaler prisen, når privatskoler drives uprofessionelt.

Paprika Steens seneste komedie ”Fædre og mødre” er enkel i sin handling: Et nyt forældrepar (med et tilhørerende barn) starter i klassen lige op til den fælles hyttetur, der byder på mange absurde scener med overengagerede forældre, gode grin og tå-krummende karikaturer. Vi møder den overbekymrede speltmor og smart-i-en-fart faren i sin lidt for store bil. Men så i 11. time tager filmen en uventet drejning. Eller det vil sige, egentligt er Paprika Steen bare forsat tro mod ambitionen om en autentisk skildring af det valgte privatskolemiljø. Det retfærdighedssøgende forældrepar - Wencke og Per- siger højt, at en procedure på skolen ikke bliver fulgt. Fejlen består i, at skolelederen har ladet det nye forældrepar komme foran på ventelisten til skolelederens private badeklub for inderkredsen. Da Wencke og Per er rykket bagud i køen, klager de over snyderiet. Det er sjovt. Men så alligevel ikke. For resultatet af, at Wencke og Per afslører den demoraliserede skoleleder er, at deres barn bliver bortvist.

Privatskoler kan bortvise elever kvit og frit.

Og lige her knækker filmen i overført betydning. Fordi vi sidder og griner af, at et barn er blevet bortvist fra sin skole. Sin klasse. Sine venner. Sit fællesskab. Helt uforskyldt. Den prekære detalje fortaber sig bare let i scenerne med velspillede karikaturer af skøre voksne. Og netop dét, gør filmens budskab afsindigt komplekst. For det, at barnets tarv tabes af syne, når lærere og skoleledere bliver tilpas pressede, er desværre en 1:1 skildring af virkeligheden. Et væsentligt problem, der udspiller sig i skoleverdenen – også i folkeskolen. Men særligt alvorligt er det på privatskolerne, der til enhver tid har ret til at bortvise en elev. I den virkelige verden er det bare ikke badeklub-procedurerne, forældrene kritiserer. Det er fx den manglende klasseledelse, fraværet af støtte til deres ordblinde barn, eller manglende håndtering af vedvarende mobbeproblemer.

En pludselig bortvisning er et alvorligt svigt at et barn.

Det, pludseligt at blive bortvist fra sin klasse - sit fællesskab - som barn, er meget alvorligt. De fleste kan sætte sig ind i det åbenlyse tab, det er at blive revet ud af de nære relationer, man har med de venner, man ser hver dag. Vi mennesker bygger vores identitet og selvværd op i de fællesskaber, vi deltager i. Forskning viser, at fraværet af fællesskabsfølelsen øger risikoen for psykisk og fysisk sygdom (Ryan og Deci, Selvdeterminationtheory, 2000). At høre til i fællesskabet er et psykologisk behov, ligesom ilt er et fysisk behov. En naturlig reaktion på at blive skubbet ud af et fællesskab er skam. Barnet tænker: ”Hvorfor lige mig? Måske var det selvforskyldt?”. Børn bliver i tvivl om, om de er noget værd, om de nogensinde kommer ind i et nyt fællesskab og hvis de kommer det, melder tvivlen sig, om de pludseligt kan blive smidt ud igen. Det er nogle voldsomme følelser at påføre et barn. Og barnets forældre. Alligevel kan privatskoler udmelde børn, som det bekommer dem.

I afmagt kan gode mennesker handle ondt.

Der er selvfølgelig ingen skoler, der pludseligt smider børn ud af lyst. Alle lærere og skoleledere går på arbejde med gode intentioner! Selvfølgelig. Og lærere med almindelige pædagogiske kompetencer, holder møder med eleven og forældre og laver indsatser med AKT og PPR, ligesom samarbejdsproblemer med forældre er søgt løst med møder og skriftlige aftaler. Den dygtige leder bortviser, når alt andet er afprøvet.

Men, som skoleeksperterne Decara &Rabøl Hansen har beskrevet, sker de pludselige bortvisninger oftest i affekt eller afmagt, når kompetencerne ikke slå til (Manglende viden sætter børns retssikkerhed i skolen under pres). Og dét er et paradoksalt problem på privatskoler. For konteksten spiller altid en væsentlig rolle. Hvis børn havner i så stor mistrivsel, at de qua deres opførsel pludselig må bortvises, så har der tit manglet noget – fx en god kontakt til en lærer. Og når forældre gør opmærksom på problemer (fx påtaler mangel på klasseledelse, støtte til deres ordblinde barn eller manglende håndtering af mobning) er problemet jo netop opstået pga. manglende professionalisme. Og de selvsamme uprofessionelle lærere og skoleledelser har så beføjelser til at bortvise eleven.

Skoleforsker Gro Emmertsen Lund har beskrevet, hvordan de uprofessionelle bortvisninger af elever opstår ud af to forskellige kulturer: Enten findes der en ”aggressiv” kultur, hvor elevinddragelse ignoreres til fordel for en stram, lovstridig konsekvens-pædagogik eller en ”passiv” kultur, hvor skolen ikke evner at håndtere skoleproblemer hensigtsmæssigt, hvilket ender med at enkelte elever bliver gjort til ”problem-ejerne, hvorved både årsag og ansvar lægges på dem. Herved udskriver skolen sig selv af ligningen og kan - ved bortvisning af eleven - fjerne dét, som de oplever som problemet; Nemlig eleven (eller dennes familie).” (Lund, i Skolemonitor 14.05.19) Udskrivning af elever er et spørgsmål om skolekultur

Hvad end det er den ene eller anden kultur rammer den eleven og forældrene, der pludselig står helt alene uden for det fællesskab, de før var en del af.

Nogle vil tænkte skolebestyrelsen kan hjælpe her. Men hvis bestyrelsesmedlemmerne vil blande sig, så skal vi huske, at de ofte selv har børn på skolen. Hvem har lyst til at lægge sig ud med dem, som lige har vist dig, at forældre og elever undtagelsesvist kan gøres til ”problem-ejere” hvis de ytrer kritik af skolen? Bestyrelsesmedlemmer og øvrige forældre, der vil stå op for det bortviste barn, kan med rette have svært ved at se, hvem de skal gå til. De færreste kender undervisningsministeriets whistleblower-ordning.

Myndighederne kender til problemet

Angsten for at stå frem med kritik på privatskoler er nemlig udbredt nok til, at undervisningsministeriet har lavet en whistleblower-ordning for elever, forældre og ansatte. Og ombudsmanden har, efter at have modtaget en rækker klager fra forældre, om problemet med bortvisninger uden inddragelse, foreslået en ændring af friskoleloven. Ændringen blev vedtaget i 2019: Frie skoler, efterskoler og gymnasier skal som minimum holde et møde, hvor de fortæller om deres plan og hører elevens perspektiv. De kan stadig bortvise, som de vil. Loven bygger på artikel 12 i FN’s børnekonvention, der fastslår et barns ret til at blive hørt i alle forhold, der vedrører barnet. Alligevel vidner flere sager i medierne om pludselige bortvisninger uden forudgående samtaler. Læg dertil de forældre, der ikke magter medierne i sådanne sager. Dansk Center for Undervisningsmiljø, der har en klageinstans ift. mobning, genkender også problemet fra privatskolerne: Forældre klager over manglende håndtering af mobning, og skolen vælger at afslutte ”samarbejdet”. Skolens ledelse kan derpå sige: ”Vi har strakt os langt i samarbejdet, fordi barnets tarv ligger os på sinde”. Hvilket de, i kraft af deres (mangelfulde) faglige indsigt, selv oplever, de har.

Den mærkværdige byttehandel mellem folkeskolen og privatskolerne.

Når man samtidig kender til folkeskolens vilkår - hvor der stadig detailstyres med procedure og dokumentation ned til minuttal og ører, - så økonomisk pressede folkeskoler bukker under og erstattes af friskoler - kan fraværet af regulering af privatskolerne virke ubegribeligt. Vi er vidne til mærkværdig byttehandel mellem folkeskoler og privatskoler: En lærerflugt fra folkeskolen, mod privatskolerne, der har været stigende, siden skolereformen. Og samtidig modtager folkeskolen flere af de elever, der har været udsat for at svigt af privatskolerne. Værsgo at samle eleverne op igen med alle folkeskolens ekstra ressourcer. Det er meget fejlagtigt at læse dette indlæg som en angreb på privatskoler. Vi skaber et godt demokratisk velfærdssamfund, hvis vi både har gode folkeskoler og gode privatskoler og hvis vi behandler børn ordentligt. Jeg forestiller mig, at De Frie skoler som organisation også ønsker, at alle deres medlemsskoler følger lovgivning og varetager elevernes tarv, uanset hvor anderledes, radikale eller frisatte skolerne er.

En ændret lovgivning kan fremme fokus på barnets tarv.

Det er som om, der er et hul i lovgivningen. Det understreges ved, at det er lettere for privatskolerne at sige farvel til en elev end til en lærer. Lærerne er - med deres fagforening i ryggen - sikret via krav om tjenstlige samtaler mm. før en eventuel afskedigelse. Det er altså ikke svært juridisk at give mennesker rettigheder ved en påtænkt bortvisning. Skulle vi ikke som minimum ligestille børn og voksne?

Man kunne fx give børn ret til at få en professionel bisidder fra Frie skoler med ved en påtænkt udskrivningssamtale. Eller lave en økonomisk sanktion - en bøde på 150.000 kr. hvis man bortviser en elev uden at have afholdt de lovpligtige samtaler med en ekstern bisidder. Det er det samme beløb, som mange folkeskoler betaler årligt for at indstille én enkelt elev til en specialskole.

Det er tankevækkende, at privatskolerne endda modtager statsstøtten skoleåret ud for eleven, de har udskrevet, hvis det er efter d.5 sept. Imens står nogle forældre tilbage med et barn, der ikke tør komme i en ny skole. Som det er nu, er det derfor ikke kun uetisk, men også økonomisk uklogt, for lange perioder uden skolegang reducerer sandsynligheden for at komme videre i uddannelse. Vi kunne derfor passende takke Paprika Steen for med sin film at illustrere dette hul i lovgivningen.

Skal vi grine eller passe på børn?

Men når rulleteksterne passerer, sidder man alligevel tilbage med en tvivl. For ”Wencke” og ”Per’s” bortviste søn optræder ikke engang i filmen. Det gør kun de skøre voksne. Filmen slutter med et nyt forældremøde, hvor rummet summer af den anspændte lethed, mennesker kan udtrykke, nå de gerne vil lægge låg på amoralske og ubekvemme forhold og filmen hedder jo også ”Fædre og mødre”. Så er det egentligt bare forældreskabets deroute, vi skal grine af – en dansk komediefilm, der udstiller hykleriet, når det er værst? Eller er det elegant filmkunst, der vil have os til at drøfte hvorvidt enkelte børn må betale prisen for en skoles manglende kompetencer og hvilket samfundsansvar de frie skoler skal løfte?