Er drenge i sig selv marginaliserede pga deres køn?

Nye tal fra undervisnings-ministeriet: https://uddannelsesstatistik.dk/Pages/Reports/1809.aspx og finansministeriet https://gymnasieskolen.dk/marginalisering-af-drenge-i-skole-og-gymnasium-skal-stoppe-nu? (sidste link går via artikel i "Gymnasieskolen") tyder på at drengegruppen generelt er på vej ud på et sidespor i vores skole- og uddannelsessystem. Debatten om emnet rejses med mellemrum - men tallene bevæger sig stille, roligt og vedvarende i den gale retning for drengene. Men hvad skyldes det? Og er det overhovedet et problem? Og er det gangbart sådan at opstille et problem i drenge-pige kategorier? Hvad med elever, der ikke føler, de hører hjemme i en af de to grupper? Men mange af af de lærere, forældre og elever, der i hverdagen er involveret i skole og uddannelse, siger, at der i stigende grad er et drengeproblem. Alt for mange drenge "står af" og mangler engagement og motivation for skole og uddannelse. Det digitale liv med spil, film og sociale medier er langt mere attratktivt for mange af dem. Pigerne ser ud tilpasse sig bedre til vores nuværende skole- og uddannelsessystem. Den måde vi opdrager og socialiserer piger på gør dem muligvis bedre egnede end drengene til at fungere i pædagogiske sammenhænge. Samtidig peger andre statistikker på at pigerne tilsyneladende betaler en høj pris i form af forringet mental sundhed: man kan vel næsten tale om en eksplosion af stress, angst, ocd, depression og selvskade for pigerne? Den forskning, jeg gennem mange år har været med i, peger bl.a. på behovet for mere undersøgende, eksperimenterende, problembaseret, engineering-agtig, hands-on undervisning - en tilgang der gavner både de amotiverede drenge og de stressede piger. "Praksisfaglighed" og "læring via hænderne" må tilbage i den pædagogiske diskussion - se fx "Folkeskolen Forskning nr 20/ 2020". Den publikation viser heldigvis, at der allerede nu er mange skoler, der praktiserer og udvikler en ny "praksisfaglighed".