Blog
Hvor er læreruddannelsen mon på vej hen?
Med den omfattende uddannelsesreform LU 13 underlægges læreruddannelsen en accountabilitytænkning samt en uddannelsesforståelse, der ikke interesserer sig for pædagogikkens normative karakter. Hvordan kan det være kvalificerende for lærerprofessionen?
Læreruddannelsen har de seneste år været sat under lup og genstand for stor politisk bevågenhed. Tendensen har været et langt mere (u)kritisk syn på læreruddannelsens kvalitet og formåen, hvilket har udmøntet sig i et uddannelsespolitisk krav om, at skærpe, udvikle og professionalisere lærerfaget (professionen). LU 13 ekspliciterer de politiske krav og forventninger i en tid, hvor besparelser, kvalitetssikring, evidens, målbarhed, effektivisering og fokusering på et øget output, bliver nye ”sandheder”. Disse skal ses i sammenhæng med en politisk agenda hvor det bliver afgørende, at læreruddannelsen (den offentlige sektor) formår at skabe størst mulig produktivitet ved at anvende færrest mulige ressourcer på den mest effektive måde. Det mærker alle på læreruddannelsen, og det er på ingen måde kvalificerende for ret meget…
Læreruddannelsen er med LU 13 forvandlet til en strømlinet moduliseret og kompetencemålsstyret uddannelse, hvor man efterhånden har glemt grundlæggende pædagogiske drøftelser og refleksioner over lærerprofessionens substantielle karakter og opgaver. Læreruddannelsen er tilsyneladende mere optaget af (og kræver), at de studerende oplever kvalificeret feedback, inspirerende øvelsesrum, løbende evaluering, sammenhængskraft, tydelige studieplaner, praksisnær undervisning, digitalisering, uproblematisk gruppe/ studiearbejde, litteratur der giver mening, mødepligt, fastholdelsesstrategier og tilfredshedsundersøgelser.
Men læreruddannelsen skal og bør også være grundlæggende optaget af pædagogisk ”virtuositet”, dannelsesspørgsmålet, professionel dømmekraft og kontinentaldidaktisk kompetence. Hvis ikke vi diskuterer sådanne fundamentale pædagogiske områder i vores undervisning, efterlader vi de studerende i en situation, hvor de kommer til at bedrive ukritisk prakticisme. Det kan folkeskolen ikke være tjent med! Men det kræver en forbedret rammebetingelse samt en reel optagethed af pædagogikkens grundspørgsmål, hvis vilkårene for at praktisere god undervisning på læreruddannelsen skal forbedres. Det er derfor presserende, at der med den igangværende evaluering af LU 13 findes et reelt kompromis mellem den politiske ”virkelighed” og læreruddannelsens pædagogiske grundfortælling.