Den (måske) uforglemmelige biologitime

Mit navn er Danut og jeg er naturfaglærer på Holte skole. Det er mit andet år som lærer (er færdiguddannet lærer fra 2020) og jeg har en spændende historie at fortælle, som jeg håber flere lærere vil blive inspireret af. I april måned har jeg sammen med mine 9. klasseelever dissekeret hele pattegrise, hvor hver gruppe fik 1 pattegris til dissektion. Dissektionstimen har været en del af undersøgelsesfasen i forløbet om anatomi, som vi begyndte på ugen før. Jeg bygger ofte mine forløb ud fra 5E modellen. Derfor fik eleverne mulighed for selv at undersøge, hvor organerne findes i en pattegris og undersøge deres udseende. Man kan læse mere om, hvad 5E modellen indebærer ved at klikke her: https://astra.dk/didaktiske-ressourcer/uddybning-af-5e-modellen/

Mine elever har været ekstrem glade for at dissekere smågrise, da de aldrig har fået mulighed for at opskære og fjerne organer før. Det er en fantastisk følelse at se eleverne udfolde deres skjulte dissektionsfærdigheder, og som lærer får man en følelse af opfyldelse, når eleverne endelig kan røre ved en pattegris og udforske deres undersøgelseskompetencer på en helt anden måde, end de ellers er vant til. Mange af eleverne har opdaget ukendte sider af dem selv, såsom at være i stand til at dissekere en hel pattegris og identificere ægte organer. For eleverne har dette praktiske, undersøgende arbejde været ’touché’ i forhold til en hands-on – minds-on oplevelse.

Men for at det hele kunne lade sig gøre, skulle jeg gå igennem en lang, lang proces: fra at søge om tilladelse hos Fødevarestyrelsen, komme i kontakt med en autoriseret svineavler, være villig til at køre langt (i alt 150 km) frem og tilbage for at hente de selvdøde smågrise hos svineproducenten og aflevere dem tilbage igen efter dissektionstimen til destruktion. Men det har ikke gjort mig mindre motiveret eller bange til at starte rejsen, som i sidste ende har været så givende.

Men før jeg startede rejsen, vidste jeg intet om, hvordan man finder smågrise til dissektion, og hvad der skal til, for at eleverne kunne få det bedste ud af dissektionstimen. Derfor begyndte jeg med at spørge mine biologilærerkollegaer fra min skole og andre skoler, om deres oplevelser med deres dissektion af hele pattegrise. En ny biologilærer som jeg har nemlig ikke så meget erfaring med, hvordan man skal gribe ting som disse an.

Det var stor overraskelse at opdage, at der var forvirring i forhold til, hvor man kan skaffe pattegrise fra, eller om det overhovedet var tilladt at udføre sådan noget på en skole. De fleste kollegaer som jeg spurgte, havde til gengæld stor erfaring med dissektion af enkelte organer som hjerte, lunger eller øjne fra grise, men ingen havde forsøgt sig i biologitimen med en hel pattegris. Dette kan måske også skyldes det store besvær i forhold til logistikken. På trods af, at det ikke har været muligt for mig at få nogle hints, der kunne vise mig vejen til en god dissektionsoplevelse, valgte jeg bare at fortsætte med at prøve få tingene til at hænge sammen i det store puslespil.

Det eneste jeg kunne læne mig op ad, var min erfaring med dissekering af hele pattegrise på lærerseminariet… og det var nok. For det var det, jeg havde lært i biologitimen på lærerseminariet, som var fundamentet og drivet, der kickstartede min ambition om at tilbyde eleverne en anatomitime, som de aldrig vil komme til at glemme. Med min historie, vil jeg gerne fortælle de nyuddannede lærere, de erfarne og alt dem ind imellem, at når de har en stor drøm, må de aldrig gå på kompromis med at give eleverne forhåbentlig en uforglemmelig undervisning. Walt Disney sagde en gang: «Hvis du kan drømme det, kan du også gøre det. Husk altid, at hele dette eventyr startede med en lille mus!».

I mit tilfælde, var den lille mus en lille pattegris. Det var hele eventyret en dannende rejse, både for eleverne og for mig!