Politisk: Radikale
Blog
Jeg støtter undervisningsministeren
Undervisningsministeren vil gøre 216 kompetencemål og 866 videns- og færdighedsmål bindende. Forligskredsen skal behandle sagen inden ferien. Det betyder færre bindende mål i Fælles Mål.
Hvilken morgenstund!!! Solen skinner helt befriende. Tjekker mailen. Der er kommet en mail fra Ellen. Altså undervsiningsministeren. Jeg læser, at vi skal indkaldes til møde inden ferien og drøfte hendes forslag om at reducere de afsindigt mange Fælles Mål. Solen skinner endnu klarere. Nu sker der noget. Der har også været en heftig debat bl.a. på folkeskolen.dk. Lærerne vånder sig, og forskerne diskuterer. Ministeren tager pejling og handler. Begrundelsen er, at "det oprindelige ønske om forenkling og afbureaukratisering reelt nås." Der er også en venlig hilsen til lærerne. Ministeren har nemlig "fuld tillid til, at lærerne med de 216 overordnede kompetencemål og 866 færdigheds- og vidensområder selv kan vurdere, hvilke metoder og inspiration de derudover kan bruge i deres undervisning."
Nu bliver der plads til egentligt indhold i undervisningen. Den undervisning, der samler børn om engagerede og passionerede lærere. Det er dem, der ser meningen med deres profession ved at tage hånd om alle de børn, de har fået og taget ansvar for i det fællesskab, der er af afgørende betydning for hver barn, fordi det er i det fællesskab, de lærer om verden og om livet.
Der er også en opgave i at implementere den nye lov om folkeskolen. Det er godt i gang mange steder. Jeg har lanceret en ny platform FremtidensFællesFolkeskole, hvor der er et spor med et redigeret artikelflow og et andet spor, et community, hvor praksis er i fokus. Alle er velkomne til at deltage. Det er tværpolitisk, og alle ordførerne er budt velkommen.