Politisk: Radikale
Blog
Sådan bruger du bevægelse til at skabe trivsel
Inspiration fra forskerkonference om bevægelse
25 forskere fra syv lande har i tre intense dage fremlagt, belyst og diskuteret videnskabelige resultater om de sociologiske, psykologiske, fysiologiske og medicinske effekter af fysisk aktivitet på børn. Det vil jeg gerne dele med jer.
Jeg har nemlig selv fået lidt af en aha-oplevelse. Da vi forhandlede folkeskolereformen, tænkte jeg først og fremmest de 45 minutter som en chance for at få hovedet koblet tilbage på kroppen og skabe en undervisning, som passer til den måde, børnenes hjerner er indrettet på.
Måske kommer vi lidt for tit til at sætte lighedstegn mellem bevægelse og det at røre sig. Men bevægelse er meget mere end sundhed og fysisk aktivitet. Bevægelse kan også skabe trivsel, velvære og social inklusion.
Det er ikke lige meget, hvordan eller hvornår man tænker bevægelse ind. Som forsker Jens Bangsbo forklarer: ”Man skal overveje, hvad det primære formål skal være, eksempelvis ser vi trivsel og velvære, herunder selvtillid, som essentielle værdier ved den fysiske aktivitet for børn og unge, hvis den udføres på en måde, så der tages hensyn til det enkelte barn/unges forudsætninger. Det er ikke nødvendigvis de samme aktiviteter, der fremmer sundheden, men det kan det være.”
Og hvad er det så? Det har Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og Nordea-fonden samlet i en første forskningspjece, du kan finder her. Og de har lovet mig, er der er mere konkret på vej: http://www.holdspil.ku.dk/nyheder/2016/nye-anbefalinger-paa-vej-om-boern-og-fysisk-aktivitet/
[Og så tænker jeg: for hulen, de anbefalinger skulle have ligget klar sammen med reformen og ikke først nu]