Inklusionen – vælter nogle dage min verden!

2012 – et skælsættende år for folkeskolen

Et år hvor en vanvittig idé bliver til virkelighed. Regeringen og KL bliver enige om at 96% af alle grundskoleelever skal gå i en almindelig folkeskoleklasse.

Denne idé blev dog droppet i 2016, men i 2017 gik 95 % i almindelige folkeskoleklasser.

Hvorfor denne ide?

Der ligger helt sikkert lange begrundede rapporter bag inklusionstanken, som formodentlig er udarbejdet af konsulenter (og måske enkle økonomer!).

I inklusionstanken er der også gode, smukke tanker – men det virker bare ikke altid i den virkelige verden.

Den verden uden rapporter og konsulenter. Den verden med børn, som skal inkluderes i en almindelig klasse. Den verden, hvor vi som lærere, står uden viden – hverken pædagogisk eller didaktisk til denne udfordring. Den verden, hvor ressourcerne ikke følger med de børn, som skal inkluderes.

Når man ikke kan slå til

Jeg står i en undervisningssituation, hvor jeg går fra at være professionel til at være personlig lærer. De elever, som driver mig derud, er ofte elever, som er inkluderet. Det er forskellige begivenheder, der trigger situationerne. Hvis jeg bliver skubbet, skal skille elever ad som er oppe at slås eller sproget bliver uacceptabelt, så bliver jeg den personlige Mette og ikke den professionelle lærer.  

Hvorfor? Fordi jeg ikke ved bedre – har hverken pædagogisk eller didaktisk viden i disse situationer.

Når man står alene

I de situationer, hvor det hele eksplodere, er der mange ting på spil. De involverede, resten af klassen og én selv. Situationen skal tackles, undervisningen skal i gang (igen), forældre, arbejdsmiljørepræsentanten og ledelse skal underrettes, alt efter hændelsens alvorlighed skal den registreres.

Efter sådanne oplevelser er man flad, mast, opgivende og desillusioneret. Men dagen går videre med mere undervisning og egen familie. Disse dage forbander jeg inklusionen og min verden vælter.