Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Når inklusionen udfordrer en kulturfagslærer. Bare lidt.
At forstå en førstehåndsberetning fra 1700- tallet kan være svært nok for mange elever i folkeskolen. For en elev, der er først for nylig er kommet til landet må det virke direkte uoverstigeligt.
Vi arbejder med slaveriet og Danmarks rolle i trekantshandlen. Vi arbejder med problemstillinger og kilder, der belyser problematiseringen af slaveriet set i lyset af datidens nye oplysningstanker fra England og Frankrig. Det går forrygende, og eleverne arbejder godt.
Det er bare ærgerligt, at der sidder en elev, der ikke har boet så længe i Danmark, og derfor har en lille smule vanskeligt ved at sætte sig ind i stoffet, Det der med Oplysningstiden og mennesket som fornuftsvæsen, den spirende opmærksomhed på det frie menneske og den gradvise, stigende fordømmelse af slaveriet ligger ikke lige for ham. Kilder på dansk fra 1700- tallet er åbenbart heller ikke noget, man sådan bare lige kaperer. Ellers synd, når han nu sidder med så gode kilder i et fag, som hans lærer er svært begejstret for.
Hvor skulle han vide det fra???
Jeg håber selvfølgelig, at ironien allerede er fanget på nuværende tidspunkt. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg på nogen måde kan sætte mig ind i, hvordan det må være at sidde i en dansk historietime eller samfundsfag, hvor vi som lærere efter bedste overbevisning plæderer for fagbegrebernes betydning, den kildekritiske tilgang og ikke mindst evnen til at opstille en historisk eller samfundsfaglig problemstilling. Og så helt fundamentalt ikke forstå, hvad der bliver sagt.
Overvej et arbejde med demokrati i samfundsfag? God fornøjelse til ham. Når han først har forstået selve baggrunden for demokratisk tankegang, demokratiet som styreform og de ideologier, der kan være repræsenteret i demokratiske lande, så skal resten nok komme af sig selv. Eller hvad? Måske ikke helt.
Jeg savner virkelig viden om, hvordan jeg inkluderer i mine kulturfag i udskolingen. Jeg kommer til kort, og det gør min elev også. Jeg tror lige, vi tager den med Oplysningstiden en gang til.
God weekend derude.