Astra-bloggen
Blog
Klar, parat: Undr jer!
- eller historien om, at der skal mere til, før elevernes nysgerrighed vækkes, og de derefter bliver i stand til at formulere naturfaglige problemstillinger og arbejdsspørgsmål.
“Hvad undrer I jer over inden for fokusområdet Bæredygtig energiforsyning på lokalt og globalt plan?” Sådan kunne man godt have hørt mig spørge 8.a, hvis de fællesfaglige fokusområder havde fandtes i læseplanerne for udskolingens naturfag, da jeg var naturfagslærer i grundskolen for nogle år siden. Mit fagteam underviste nemlig fællesfagligt allerede dengang, mens det stadig var poinerarbejde. Nu er det en realitet for alle: Der undervises i fællesfaglige fokusområder - mindst seks styks fra 7.-9. klasse - frem mod den fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi.
Skal vi det her?
Og hvad ville mine elever have undret sig over? Tja, nogle af dem ville begynde at tænke med på idéer som for-og-imod-atomkraft, vindmøller versus solceller osv. Og hånden på hjertet: En del af dem ville mestendels undre sig over, hvornår de mon fik fri, og hvorfor de dog skulle trækkes med noget så usexet som bæredygtige energikilder.
Gu’ skal I så!
Så hvordan er det lige, vi som naturfagslærere vækker nysgerrigheden i eleverne, så gløden til undring tændes? Og så de vel at mærke undrer sig over noget, der spiller sammen med de læringsmål, vi lærere har udtænkt for forløbet? Måske bokser jeres fagteam også med det, når I skal have eleverne til at formulere problemstillinger og arbejdsspørgsmål, som er omdrejningspunktet for de fællesfaglige forløb i naturfagene.
Sæt scenen og engagér
Vejen til undring kan nogle gange gå via en omvej. Sæt scenen og engagér er Astras udtryk for det didaktiske kunstgreb, der kan få undrende spørgsmål til at stille sig i kø blandt eleverne. Det er ikke nogen ny opfindelse: At præsentere eleverne for en lille øvelse, en filmstump, en tekstbid - et eller andet med bid, kant eller KAPOW!-effekt, som gør, at de tænker “dét var lige godt satans!” eller “hvordan kan det dog være?”
Forundringsvæg
Så kan det være, eleverne er klar til at begynde at stille spørgsmål. Men også det skal stilladseres. Her kan en forundringsvæg være et samlingssted for elevernes spørgsmål og en måde at systematisere det undersøgende arbejde på.
Vi håber, vores idéer kan inspirere jeres fagteam, så I kan inspirere jeres elever. Se mere på astra.dk. Se også Klog på Naturfag, hvor der er konkret hjælp at hente fx i form af tjeklister og elevark til problemstillinger og arbejdsspørgsmål.