B-prøvens 10-års jubilæum - En fest eller en begravelse?

For en del år siden var jeg censor i mundtlig dansk på en skole i Nordjylland. Den gang var der kun en prøveform – nogenlunde som A-prøven i dag.

Flere af eleverne brokkede sig, fordi vi var en smule forsinkede. Så kom de nemlig for sent på arbejde. En del af dem havde fået fri den time, det tog at trække, forberede sig i 40 minutter på det prøveoplæg, som læreren havde fundet og så blive eksamineret og få en karakter på de sidste 20 minutter. To af dem arbejdede på en tankstation, og havde end ikke vasket oliefingrene inden prøven.

Nu skal elever hverken bedømmes på deres håndhygiejne eller deres fritidsjob, men oplevelsen var for mig med til at starte kampen for en ny og anderledes prøveform. En prøveform, hvor elevens arbejde i løbet af skoleåret (årene) og indholdet og tilgangene i undervisningen kom tydeligt i spil. Mange lærere og censorer gav på den tid udtryk for, at den gamle prøve skulle fornys.

Det begyndte i 2001 med forskellige spæde forsøg med fordybelsesområder, synopseprøve, krav om lodtrækning, præcisering af perspektivering etc. etc. Mange skoler ønskede at være med, og der var en årrække rift om at få lov at være en af de klasser, der kunne afprøve denne form. Ud fra afprøvninger og evalueringer i samarbejde med lærere og andre fagfolk blev prøveform B en åben mulighed for alle fra skoleåret 2007-2008.

Glad var jeg. Intentionerne om at få eleverne på banen, få undervisningen til at spille en aktiv rolle ved prøven, få perspektiveringen i fokus, få samtalen og fagets stof med i prøven. Endelig var det lykkedes!

Prøven har altså 10 års jubilæum i år. Og  jubilæer er som regel festlige. Men min fornemmelse er desværre, at vi mere nærmer os en begravelse. Prøvens mange gode intentioner bliver stille og roligt undergravede, og vi er på vej med prøveform A med forlænget spilletid.

Lærerens eller elevens prøve?

Gennem den seneste tid har det på facebookgruppen ”Dansklærere i overbygningen” myldret med opslag, hvor dansklærere har spurgt efter oplæg, tekster, perspektiveringsideer, analyseforslag, oplæsningsstykke og hjælp og gode råd til deres elever.

Det er på sin vis rigtigt godt, at der deles og støttes og hjælpes – og tilsyneladende er det meget lettere lige at fare til facebooktasterne end at søge andre (faglige) veje. Men opslagene og debatten vidner desværre om, at prøveform B’s intentioner om at få eleverne på banen har trange kår. Lærere skriver, at de ikke har tid til at lære eleverne at søge, at perspektiveringskravene er for voldsomme, at de må give eleverne tekster og andre oplæg, hvis de skal have dem i gang, at de kan få parallelklasselæreren til at hjælpe deres elever osv.

Alt dette kan jeg jo ikke påstå er ukorrekt, men det er meget bekymrende. Det er guf for modstanderne af denne prøveform, der blandt andet har slået på, at det er alt for nemt at få hjælp og at snyde.

Mit argument herimod har altid været, at ja – nogle kan få hjælp, men hvis de ikke selv tilegner sig indsigten i oplæg og fordybelsesområde, og hvis de ikke er i stand til at gribe og besvare faglige spørgsmål ud over oplægget i den efterfølgende samtale, så hjælper hjælpen dem ikke til en god karakter.

Og hvis prøven skal overleve, så må vi som lærere og censorer holde den faglige fane højt – og ikke være dem, der udvander ved at gøre arbejdet for eleverne.

Lær dem at lære og udfordre sig selv. Det er hvad undervisningstiden bør anvendes til.