Blog
Det er jo bare et tal
Som voksne fagpersoner bryster vi lærere os af at vide mere om, hvad der betyder noget, og hvad der er vigtigt i livet – fagligt såvel som personligt. Men i sidste uge måtte jeg sande, at jeg ikke engang selv kunne leve op til de idealer, jeg havde prædiket for mine elever.
Så er afgangsprøverne overstået for mit vedkommende. Endnu et engelskhold er afsluttet. På klassens Facebook-side havde jeg inden prøven delt videoen med den 19-årige Mads Marius, der levende fortæller, at det ikke er de karakterer, vi får, der betyder noget, men derimod hvem vi vælger at være som personer.
Mads’ video er blevet vist over en million gange – og det med god grund. Mads’ budskab er simpelt, men alligevel glemmer vi alle ind i mellem at huske os selv på det, og især inden en vigtig præstation. For selvfølgelig skal man gøre sit bedste til en afgangsprøve, men vi kan jo ikke alle være lige gode til det hele. Vel?
Vi skal ikke være bange for at mislykkes
Umiddelbart er det logik for burhøns, men i vores konkurrenceprægede (skole)verden, hvor alt måles og vejes, og hvor det for det meste handler om at nå sit næste mål, der gerne skulle afspejle sig i et tal, der er højere end det foregående, synes jeg bare, at det er ekstra vigtigt at huske de unge mennesker på, at en dårlig karakter ikke betyder, at de er dårlige mennesker.
Og da det ikke kan siges for tit sendte jeg også lige et par sætninger fra Anna Sophia Hermansens blogindlæg på Berlingske Tidende:
”At få en god karakter er ikke det samme som at have en god karakter. Sidstnævnte har du med hjemmefra, eller du kan tilegne dig den i løbet af livet. Og ofte får man en bedre karakter af at lide nogle nederlag. Af at ryge på røven og mislykkes. Det skal man aldrig være bange for. Man skal meget mere være bange for dem, der aldrig begår fejl og dyrker et tyranni af perfektion.”
Klassens gennemsnit
Engelskprøven foregik over to dage og efter den første dags ni prøver af svingende kvalitet gik jeg ned på kontoret og regnede gennemsnittet ud. Selvfølgelig gjorde jeg det. Det gør man jo. Man vil jo gerne have et så højt snit som muligt. Og endnu bedre: Slå parallelklassens snit, dvs. kollegaens snit.
Kommatallet på displayet grinede hånligt til mig. Det var lavt. Meget lavere end forventet for den klasse. Jeg sank en klump og skammede mig. Jeg skammede mig over, at jeg faldt i med begge ben og gik op i et dumt tal. For var det ikke netop dét, jeg havde tudet mine elevers ører fulde med inden prøven? At et tal bare er et tal og ikke fortæller noget om, hvem de er som personer?
Næste dags prøver gik bedre, og snittet steg noget, men jeg slog stadig ikke parallelklassens snit. Og hvad så? Mine elever, som jeg i øvrigt også har haft i dansk og kristendomskundskab og været klasselærer for, har også lært en masse andet (vigtigt), som ikke kan måles i tal. Det kan jeg med sikkerhed sige. Og prøvekarakteren siger jo primært noget om elevens evne til at begå sig i dén specifikke, opstillede situation. Og selv om det er et tal, vi tillægger stor betydning, både som lærere, elever og som samfund, så er den jo bare et tal.