Kære ABC. En tak – eller: Næstformandsvalget der blev til et Formandsvalg

Kære ABC

Indtil d. 16. september læste jeg din støtte til Dorte L. i næstformandsvalget som konklusionen på en kynisk, politiske analyse af de kommende periodeforhandlinger samt fremtidens virke for DLF, og jeg tolkede dine indirekte udsagn om Morten R. som en strategisk kommunikation, der skulle sikre, at vi kongresdelegerede blev skræmt i sådan grad, at vi uden tøven ville stemme på Dorte L. som kommende næsteformand.

Jeg har gjort dig uret. Dine øjne, din stemme og fremfor alt dine ord d. 16. efterlod ingen tvivl. Bag din udmelding lå en perlerække af dybt personlige overvejelser, der førte frem til din konklusion. Jeg har ikke brug for, at du står til regnskab for dette og udfolder disse overvejelser, og jeg vil fromt undskylde, at jeg kun læste den kyniske politiker og ikke mennesket ABC.

Omvendt skal du have en tak. En tak for at skabe en klarhed. Det kommende næstformandsvalg er et formandsvalg. Hvis kongressen vælger Morten R, så bliver han min formand.

Hermed bliver næsteformandsvalget ikke længere til et spørgsmål om, hvilken kandidat der bedst vil understøtte udmøntningen af den politiske linje såvel internt som eksternt. Det bliver til et spørgsmål om den politiske linje og vores ansigt udadtil.

Hvilket åbenlyst må fordre en anden tyngde i mine overvejelser over, hvor jeg på torsdag lægger mit lod.

Takken skal også gå på en enighed om, at valget ikke handler om kandidaternes personlige habitus – ej heller om de 303 stemmeberettigede har modet til at se et skifte i formandskab midt i en af de mest afgørende perioder i DLF’ historie. 

Valget handler om hvilken politisk fortælling, der har den substans og kraft, som kan bringe DLF over på den anden side af lov 409 og folkeskolereformen, således at ethvert medlem forsat kan se sig selv i en fremtidig folkeskolehverdag præget og medskabt af DLF.

Mine ønsker til fortællingens temaer, er mange, men nogle få kunne være:

1. Den centrale aftale med et lokalt råderum, der både her og nu giver en mærkbar lettelse i hverdagen, samtidig med at den giver en solid tro på, at man som lærer kan se frem til et kvalitativt arbejdsliv på små 40 – 45 år. Hvor ligger balancen og hvilke elementer skal indarbejdes?

2. Samhørighedsfølelsen. Jeg vil postulere, at den er kraftig eroderet siden 13. Hvordan opbygger vi en stærk samhørighed, der gør, at vi ikke bare i det episodiske store, men også i hverdagens små begivenheder, mærker en samhørighed, der har en nerve, så vi vil ”bløde” for hinanden? (Herunder også for medlemmer på tværs af FH)

3. DLF. Vores modparter har opbygget en langt mere professionel organisation og har et langt mere dybtgående uddannelse- og efteruddannelsesprogram end vi har. Burde vi ikke begynde på en proces, så vi matcher modparterne – styrker os til fremtidens arbejde internt DLF og internt i fagbevægelsen – FH?

Jeg er ikke klædt ordentlig på til et proxy-formandsvalg. Derfor er mit ærinde med dette indlæg (udover et undskyld), en opfordring til at Formandskabet, dirigenter og Hovedstyrelsen giver kongressen mulighed for - udover at hører kandidaternes opsamling af kongressens pointer med en perspektivering af dette i forhold til det fremtidige virke for DLF – at drøfte og diskutere med kandidaterne de forskellige temaer og den politiske substans, således der bliver et ordentlig grundlag at træffe sit valg på.

Alt det bedste til dig og dine