“Hvad skal vi med DLF?” - det fagpolitiske Corner

“Hvorfor denne Blog?”

Bloggens parafrase over DLF’ “Hvad skal vi med skolen?” har egentlig samme sigte. En invitation til at drøfte om det vitterlig er denne sti, som vi DLF'er befinder os på  - bør forsætte af - eller er det ikke ved at være på tide, vi vender om for at finde en anden og mere frugtbar sti?  

Bloggen udspringer af 2 registreringer. Den første tager sit afsæt i det forhold, at på stort set alle niveauer og i alle fora omkring DLF er der en levende fagprofessionel debat om kernen i hverdagens virke: Pædagogikken og Didaktikken. 

Hvis jeg eks. læser Folkeskolen/ Folkeskolen.DK så finder jeg indlæg af/ om Biesta - Hattie fra toppen af den internationale forskning over regionale og nationale  eksperter (Pasi/Tanggaard) til hverdagens praktikere, der med glød vender og drejer blikket på forskellige side af undervisningshverdagenens dilemmaer og problematikker.

Omvendt er der larmende tavst, når det drejer sig om DLF’ fagpolitiske kerne. Forstå mig ret. Kongresser, OK18 og Arbejdsmiljø bliver beskrevet og diskuteret - men grundlæggende forskning/ tanker om fremtidens arbejdsmarked og fagforeningernes rolle/ virke i dette - eller bare overvejelser over fremtidens TR-rolle som Nanna Wesley fra FAOS eller Hennig Jørgensen AAU har tankevækkende pointer til - er helt fraværende. På mangt et kursus har arbejdmarked- og navnlig fagforeningspolitik været repræsenteret ved en orientering fra Hovedstyrelsen af. (At der er tale om Redaktionel prioritering er en selvfølge - men er det gavnligt for DLF?)

Konsekvensen er, at vi har et så fattigt og kraftløst fagpolitisk fællessprog, så vi ikke vinder de kampe, vi løber ind i.

Jeg enig med Nils Munkholm Rasmussen i, at vi kan se bevægelsen indenfor det fagprofessionelle opgør med Læringsmål som en sejr for skolefagligheden. En sejr der kommer af en årelang tradition for at diskutere og udvikle et fælles sprog på dette område af vores virke. 

Tænk, hvis vi kunne nå samme sproglige kraft på det fagpolitiske område. 

Den anden registrering er en helt grundliggende fagpolitisk uenighed. Det er ikke alle 10.678 OK18-Nej-stemmer, der tager afsæt i et infantilt, umodent og emotionelt ståsted. Der er Nej’er, som er forankret i indsigter og forståelser, der har andre konklusioner, end dem Fomandskabet og Hovedstyrelsen nåede frem til v. OK18. Når dette Nej ikke trådte mere frem i forårets OK18 forløb, så er der nok en sandhed i bl.a. Laust Høgedahl’ vurdering. Nej’et manglede et etableret ståsted/ samlingsted til at formulere sig - og ikke det spontane i form af diffuse FB-grupper.

Jeg er ikke medlem af en fagforening som en forsikring mod noget. Jeg er medlem, fordi fagforeninger i et historisk lys har været et af de få fællesskaber for almindelige mennesker, der har haft kraft nok til at gøre en forskel i forhold til at bevare den enkeltes frihed og få en mere retfærdig fordeling af fællesskabets goder. Jeg mener, at en fagforening er sat i verden for at værne om det enkelte medlem, således denne igennem et helt arbejdsliv kan udøve sin profession med forsat kvalitet uden at frygte for brødet i sin mund. Mit inderlige ønsker er, at når hverdagen viser sig fra den mørkeste side af, så mærker ethvert medlem af foreningen helt ind til benet fællesskabets varme og styrke.

Jeg mener, at DLF bør bevæge sig væk fra at være en konsensusorienteret, dialogbaseret sagsbehandlerorganisation, der behandler medlemmerne som forsikringstagere - over imod en mere aktivistisk organisation. Nogle vil mene, at det under dagsordnen “Den involverende fagforening” er som at sparke en åben dør ind. DLF er igang med at flytte sig. Deri er jeg lodret uenig.

Derfor er denne Blog’ ambition, at være et sted, hvor man er enige om at være uenige. Hvor målet at udvikle og kvalificere et fagpolitiske fællessprog indenfor DLF. Fordi dette sprog - analog den fagprofessionelle side af DLF - er forudsætningen for vi fremover både kan vinde vores kampe og udbygge vores rettigheder igennem hele arbejdslivet.

Denne Blog bliver forhåbentlig et sted, hvor meninger brydes med sprogets saft og kraft - hvor kritik forsat forstås som en udviklende borgerdyd.

Velkommen til.