Du behøver ikke være verdensmester

Kære kollegaer.

Jeg håber, I har haft en dejlig fredelig december - en hyggelig jul - og forhåbentlig får I også lov at nyde en afslappet ferie, indtil vi igen skal tilbage i folden efter nytår.

Jeg er aldrig træt af at gå på arbejde. Helt ærligt. Jeg elsker hver eneste dag, jeg bevæger mig de 10 minutter fra min bopæl til mit klasseværelse. Og jeg føler mig heldig.

Jeg elsker at træde ind over dørtærsklen til 6.b. Jeg elsker mit kontor, hvor mit fantastiske team sidder tæt (og en "anelse" rodet), og hvor bølgerne kan gå højt, men altid med en sikker fornemmelse af den respekt, der ligger bag.

Jeg elsker min arbejdsplads... Det gør jeg bare..

...

Men sådan har det ikke altid været for mig. Måske er det bare alderen, der endelig har sat ind og givet mig en følelse af overskud og sikkerhed i min arbejdsidentitet.

..

Som yngre var jeg meget i tvivl om, hvor jeg ligesom skulle lande i mit lærerliv. Jeg afprøvede en periode i en specialklasse for "omsorgssvigtede, adfærdsvanskelige unge mellem 14-18" et sted i det nordjyske. Efter 1,5 år sad jeg bag gardinet derhjemme og græd, når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg tog troligt afsted hver morgen og passede jobbet, som jeg på ingen måde magtede. Jeg duede simpelthen ikke til det. Men afsted det gik - og hver eftermiddag var jeg udbrændt og overskyet. En venlig kollega tog mig endelig med over til chefen, og de fortalte mig, at jeg måske burde sygemelde mig. Og så græd jeg igen som pisket. Samme kollega fortalte mig, at det var en god idé at få nogle timer hos en psykolog. Det var jeg nu ikke meget for. Ude i Vestjylland, hvor jeg kommer fra, er vi jo vant til at klare tingene selv. Men jeg gjorde, som de foreslog, og fik en række samtaler hos en sikkert glimrende psykolog. Men uden egentlig at forstå, hvad jeg kunne bruge hende til.

Hun afsluttede vores sidste samtale med at sige til mig, at jeg måske burde finde et andet arbejde. Men det kunne på ingen måde komme på tale. Det ville jo være at indrømme, at man havde fejlet. Så jeg insisterede på at vende tilbage til jobbet - og mødte op til første planlægningsmøde i den tro, at jeg var klar til at gå på arbejde igen. Min kollega sagde til mig, at det havde været lidt hårdt for min vikar, for hun var blevet mødt med ordene: "Vi fik vores lærer (mig) ned med nakken, så vi skal også nok få dig ned med nakken". Jeg var altså hende, de havde fået ned med nakken. Så græd jeg igen - og tog over til chefen og afleverede mine nøgler.

Heldigvis valgte jeg at blive i folkeskolen - og fik et vikariat i en børnehaveklasse et sted i Århus. Her var overkommelige problemer, som skulle løses. Hvem skulle have saksen? Hvem ville hjælpe med at binde snørebånd? Hvor er det røde papir? Og så kom følelsen af at kunne magte alting langsomt tilbage.

Jeg blev ansat på Åby Skole og havde det rigtig godt der i mange år. Lige omkring det tidspunkt, hvor jeg valgte at flytte min arbejdsplads til Mølleskolen i Ry, havde jeg en temmelig udfordret 6. klasse (som jeg faktisk også holdt meget af). Der var en del børn med massive problemer, og der var ofte slagsmål og mobberier - undervisning var i hvert fald ofte i baggrunden for konfliktløsning. Og lige her omkring kunne jeg mærke det hele komme snigende igen. Fordelen ved at have været nede i mørket og komme op igen er, at man kender signalerne - og måske, hvis man er heldig, kan mærke dem i tide - og handle derefter.

Jeg fik - på eget initiativ denne gang - nogle samtaler med en af lærerforeningens psykologer - og denne gang med en helt anden indstilling end sidste gang. Nemlig at jeg havde brug for at få styr på nogle af mine tanker omkring den måde, jeg var lærer på - og psykologen havde alle de gode redskaber. Egentlig havde jeg i mellemtiden fået nyt arbejde - og kan huske at jeg tænkte, at det måske ikke var nødvendigt med psykologen, når jeg nu ikke skulle være i mit gamle job meget længere. Jeg valgte alligevel at tage samtalerne, for selvfølgelig handler det jo i bund og grund ikke om jobbet, men om mig selv - og mine tanker om forpligtelser og ansvar ind i jobbet.

Jeg kan huske, psykologen sagde til mig: "Du taler rigtig meget om, hvad du er nødt til at gøre. Hvad ville der ske, hvis du lod være?" Det måtte jeg så tænke lidt over. Og så fik jeg faktisk til opgave at lade være, bare engang imellem, når jeg havde følelsen af, at jeg var nødt til at handle. Eller måske at overlade ansvaret til andre.

Hos netop den psykolog blev jeg i høj grad klogere på mig selv. For al den følelse af afmagt og mindreværd, vi nogle gange kan stå med, handler i virkeligheden ikke om, hvad omgivelserne skal gøre for os, men om vores egne tanker om, hvad vi bør kunne og bør magte - og dermed aldrig rigtig opnår, fordi vi ikke kan (eller skal) magte alt. Det er faktisk ikke meningen.

Måske er det en kvindeting. At vi tror, vi skal kunne det hele selv. At vi bliver kede af det og skuffede, når vi opdager, at det ikke lader sig gøre. Måske er det bare en fordom. Jeg er for længst holdt op med at være skuffet over mig selv. Og det er en FED følelse. Nu tør jeg godt se i øjnene og indrømme, at jeg ikke magter alting. Jeg tør også godt sige det højt. Og jeg tør i den grad bede om hjælp, når der er noget, jeg ikke kan overskue. Det er IKKE og har aldrig været noget nederlag. Jeg står ved det. Det har bare været virkelig længe undervejs.

Jeg har været lærer siden 1996. Og i alle årene har jeg tænkt mig selv som en dygtig lærer. Det var jeg ikke. Tro mig. Langt fra til tider. Jeg har absolut lykkedes med ting - hele vejen igennem. Men jeg har også efterladt min del af forliste undervisningsforløb - og elever for den sags skyld, som jeg ikke magtede at hjælpe optimalt.

Jeg har hele tiden gjort det bedste, jeg kunne på netop det tidspunkt i mit liv. Det er jeg overbevist om. Vi har kun den energi, vi har. Vi har kun de erfaringer, vi har. Vi har et privatliv, som vi også "tager med på arbejde". Vi er mennesker.

Man skal gøre det bedste, man kan. Og man behøver ikke at være verdensmester hver dag. Bare man gør det bedste, man magter netop den dag.