Gør det noget, hvis jeg ikke er 100% klar?

Første fem skoledage er afsluttet, og jeg er stadig ikke foran mig selv.

Så jeg arbejder med tanken om, at det faktisk godt kan være helt OK. For ellers sænker jeg mig selv ned under frustrationer og fortvivlelse, og så bliver jeg en virkelig dårlig lærer. 

På min arbejdsplads bruger vi uge 32 til forberedelse og møder. Og vi har egentlig ret meget tid til eget forbrug. Men ærlig talt fik jeg brugt tiden ufornuftigt, så jeg nåede ikke helt på plads inden skolestart. Med "på plads" mener jeg, at jeg ikke havde lavet og lamineret diverse spil og aktiviteter, værksteder og opgaver. Søndag før skolestart gik jeg 4-5 timer - bare for at få ryddet det sidste op, så klassen var klar og nogenlunde indbydende.

Det nytter ikke noget, at man har et klasselokale, der ligner en østtysk bunker, når nu børnene, fra 0. klasse, er vant til noget mere eventyrligt. Vores 0. klasselærere er i hvert fald dygtige til at lave superspændende og indbydende lokaler. De skal selvfølgelig heller aldrig flytte (sagde hun med slet skjult bitterhed i stemmen). 

Mit primære mål med denne nye 1. klasse er "skoleglæde". 

Jeg har alt for mange gange hørt især små drenge i 1. klasse sige: "Jeg hader skole" - "Jeg hader lektier" - "Jeg hader opgaver".

I min tidligere klasse mødte Jakob ind i 1. klasse med sit daglige mantra: "Jeg hader skole". Jeg kiggede altid på ham og sagde: "Jakob, skolen elsker dig." Først, da han kom et stykke ind i 2. klasse, forsvandt "hadet" og usikkerheden, og han endte med at være en skoleglad dreng. 

Da jeg dengang startede 1. klasse for første gang i lang lang tid, gjorde vi det bedste, vi kunne, med den manglende erfaring, vi nu engang havde. Vi satte i gang med at lære bogstavernes lyde, så børnene for alvor kunne få skub i læse- og skrive-processen. 

I denne første uge med 1.c har jeg forsøgt at tilrettelægge aktiviteter, som børnene magter. Alle børn! Hvis jeg lægger barren alt for højt, så skal jeg netop kæmpe med de børn, som ikke har deltagelsesmuligheder og står af på hver sin måde. 

Oven i det skal jeg jo lære disse børn at kende. Vi har mødt hinanden sidste skoleår, ja tak, men vi KENDER ikke hinanden overhovedet. Jeg er på arbejde, men de er i den grad også på arbejde. De bor nu i et nyt lokale (ikke helt østtysk bunker, men absolut heller ikke slaraffenland), de er omgivet af nye voksne (undtagen Christian, deres pædagog, som heldigvis er der ind imellem), de skal lære nye strukturer og vaner (selvom vi har taget rigtig mange kendte strukturer med os), de skal lege et nyt sted på legepladsen. Alt er nyt. Og så bliver det også ret nemt svært. 

Så jeg anerkender, at de ikke altid bare retter ind og gør, som der bliver sagt. De bliver usikre, og så reagerer de. Det er et vilkår, så jeg møder dem i deres forskellige reaktioner og prøver at bringe dem videre med omsorg og tydelig rammesætning. Indeni kan jeg godt ulme og få lyst til at stille mig op som en anden diktator og råbe, at nu er det nok. Nu stopper legen. Nu opfører du dig ordentligt, min ven.....

Men hvad er: "opføre sig ordentligt"? Hvordan gør man lige det?

Så jeg gør mit bedste for at bevare smilet og hjælpe med kærlig hånd. Og det virker. Bedst. For det meste.

Imens jeg så går der og anerkender og rummer og prøver at lave stille opstart, så alle kan være med, så sveder jeg også lidt over at være to skridt bagud. Hele uge 1 lavede jeg dag-til-dag-forberedelse. 

Jeg gik på arbejde første skoledag og "opdagede", at jeg, ud over alt det, jeg ikke lige havde helt klar til 1.c, skulle have tysk i 6. klasse om tirsdagen. Nå for pokker. Det skulle jeg da også forholde mig til....

Og sådan har hele uge 1 været. For al min opmærksomhed går til at møde børnene i øjenhøjde, at overbevise dem om, at jeg er en voksen, der vil dem noget godt, at sætte en ramme for tilstedeværelsen i klasselokalet, at huske alle de der små daglige sysler: "kalenderskift, morgensang, klassesang, postkort, dukseopgaver, madpakker, frikvarterslege". Der ud over eksperimenterer jeg med fællesundervisning på gulvet i rundkreds, og arbejdspladser ved bordene. 

Det er hårdt at sidde på gulvet, men på en eller anden måde forhindrer det mig også i at snakke alt for lang tid ad gangen, for det er tydeligt, at efter max 15 minutter, så begynder de første at rumstere på deres siddeplader, og så skal jeg runde af. 

Jeg er to skridt bagud, stadig. Jeg synes, jeg har alt for lidt forberedelsestid til at komme ordentligt foran mig selv. Jo jo, selvfølgelig har jeg lavet en årsplan, men den er jo i overskriftform, så hverdagen planlægger jo ikke sig selv, fordi jeg har en årsplan....

Når alt dette så er sagt, så er jeg heldigvis blevet så gammel (meget snart 49), at jeg sagtens kan tåle det. Jeg får ikke stress og søvnløse nætter over at være bagved mig selv. Jeg ved jo, at det vigtigste lige nu, er det, jeg gør. Jeg skaber relationer. Jeg danner klassestrukturer. Jeg opdrager kærligt. Jeg undersøger hvert eneste barns personlighed og finder ud af, hvordan netop vi to taler sammen (så jeg bestemmer mest muligt:-).

Jeg er blevet meget ældre og klogere på de seks år, der er gået, siden jeg sidst havde 1. klasse. For første gang glæder jeg mig faktisk til at møde forældrene. Og DENNE gang - for første gang i mit skoleliv - er forældrene stort set alle sammen yngre end mig. De er UNGE forældre. Jeg glæder mig til at arbejde med forældrerelationen. Det er altid et kapitel for sig selv. 

Jeg glæder mig også til at komme på arbejde på mandag. Vi tager hul på noget litteraturarbejde, og så må vi se, om jeg kan bringe alle børn igennem, uden at de pludselig hader at gå i skole, fordi det, jeg præsenterer, er alt for svært. 

Vi får se.