Blog
Når man glemmer, at man er normaliseret
Jeg håber, I alle har haft en dejlig efterårsferie. Det har jeg, selvom jeg også må indrømme, at jeg ikke har holdt ferie hele ugen. Jeg har nemlig – ligesom så mange andre lærere – brugt noget tid på at arbejde.
Foto fra flickr.com
På min skole har vi otte timers flextid om ugen, såkaldt ’egen tid’. Dem kan vi vælge at lægge hjemme som forberedelsestid, når det passer os. Det betyder i praksis, at arbejde i efterårsferien ikke nødvendigvis er ’forbudt’. Problemet er bare, at timerne ikke findes – i hvert fald ikke hos mig. De er nemlig brugt. På skolen.
Før normaliseringen
Jeg nåede at arbejde seks år som færdiguddannet lærer, inden jeg sammen med alle mine kollegaer blev normaliseret af politikerne fra skoleåret 2014/2015. Som så mange andre nød jeg den fleksibilitet, der var i mit arbejde før normaliseringen. Jeg talte ikke, hvor mange timer jeg arbejdede. Jeg arbejdede, indtil jeg var færdig. Det var helt fint med mig.
Ny arbejdstidsaftale
Med den nye arbejdstidsaftale blev der sat loft over mine ugentlige arbejdstimer. Med Fix og Flex på computeren til at udregne min arbejdstid blev det hurtigt tydeligt for mig, at jeg ikke kunne nå det samme i min forberedelsestid som tidligere. Det kom for mig bl.a. til at betyde mere ’undervisning fra hoften’ og færre afleveringsopgaver for mine elever i udskolingen. Men ok, det var jo så åbenbart dét, politikerne ville have, og det var så dét, de fik. Indtil nu…
Politikerne skal have det, de bad om
Jeg har bemærket, at jeg sammen med mine kollegaer langsomt er begyndt at glemme, at jeg er ’normaliseret’. Jeg bruger fx ikke Fix og Flex så striks mere. Der har sneget sig flere afleveringsopgaver ind, som skal læses og vurderes, og jeg må indrømme, at jeg igen er begyndt at arbejde hjemme og bl.a. må tage mig selv i at svare på mails på alle tidspunkter af døgnet – også i weekender og ferier. Der er noget helt galt. Politikerne gav mig mere undervisning og satte loft over min forberedelsestid. Det var dem, der ville reformere folkeskolen – ikke os. Det skal vi huske. Og jeg synes ærligt talt, at det ville klæde os alle at give politikerne dét, de vil have.
… Men hvor er det dog forbandet svært, når taberne ikke er os, men vores kære elever.