Billedkunst i en coronatid - fordele og ulemper

Mit dejlige, veludstyrede billedkunstlokale ligger øde hen. Alle borde og stole er væk, for de er hentet ind til forskellige klasser, så der er et bord til hver elev. Alle materialerne samler støv, for eleverne må ikke bruge dem.

På hylderne i depotet ligger der halvfærdige projekter, som diverse hold var i gang med, da vi så brat lukkede ned for undervisningen og sendte børnene hjem 2 måneder tilbage. De fleste af tingene bliver ikke lavet færdige, for jeg skal ikke have de samme hold i næste skoleår.

Normalt har jeg 6 billedkunsthold, i 3., 4., 5. klasse samt valghold. I disse tider har jeg 3 3. klasser, som er den årgang, jeg også er klasselærer på. Alle timer varetages af os 4 lærere, og vi er den heldige årgang, som næsten kan dække alle fag sammen. Undtagelsen er musik, hvilket er mit held, for disse timer har jeg fået i alle 3 klasser og konverteret til billedkunst! Og det er så fordel nr. 1. Tænk at være så fantastisk heldig at få lov at undervise hver klasse 4 timer om ugen, som jeg har gjort, siden 1 meters reglen trådte i kraft.  Børnene elsker det!

Alle børnene skal have et veludstyret penalhus med hver dag, og for at kunne lave billedkunst medfører det, at de i penalhuset skal have saks, limstift, lineal, blyanter og farveblyanter (farver/tusser). Det giver meget begrænsede rammer for, HVAD vi kan lave i billedkunst. Jeg må dele papir ud til hver elev (normalt skal de selv hente materialer, når vi er i billedkunstlokalet), men ikke samle dem ind igen bagefter, så de tager de færdige billeder direkte med hjem, i stedet for at de skal udstilles først, som er vanlig procedure. Det har de det lidt blandet med, for de savner at udstille og dele med resten af skolen, men de synes også, det er fedt at kunne tage det hurtigt med hjem og evt. bruge som gave. Det har været noget af en udfordring at huske særlig lim og saks for en del af børnene, men da det hindrede dem i at kunne lave alle led i billedprocessen, var de hurtige til at få tingene med næste gang. Og det er så fordel nr. 2! Eleverne har fået større ansvar for at have ting med og klar.

Den 3. fordel ved ikke at have det hele med er, at børnene har skullet være mere kreative og problemløsende. Da vi lavede Notan-klip, var der en uden limstift, der fandt på at bruge tape i stedet for, for det havde han i tasken.

Andre uden sakse rev klippene ud i stedet for, hvilket gav et forrevet look. Et par af eleverne viskede streger ud for hårdt med viskelæderet og kom til at rive papiret lidt i stykker. Normalt ville vi bare have sat tape på bagsiden, men det havde de ikke. Men de havde limstifter og rester af papir, de havde klippet af, og kunne på den måde lappe bagsiden. Diverse benspænd har dermed givet børnene muligheder for at tænke i andre baner, som jeg ikke havde tænkt ind på forhånd.

I billedkunstlokalet ville jeg have givet et oplæg om en kunstner (vi har lige lært om Hundertwasser f.eks.) ved at bruge smartboardet og dele eksempler ud på gruppebordene. I klassen har børnene i stedet fået at vide, at de skulle researche på ipaden. Søge på en kunstner, søge på et værk, se om de kunne finde et ægte billede af kunstneren og dermed genkende vedkommendes stil osv. Fordel nr. 4: Give børnene mere ansvar for at lære om kunstneren og værkerne.

I det hele taget har jeg været nødt til at tænke min måde at undervise på anderledes, og noget af det vil jeg helt sikkert tage med mig videre, når vi forhåbentlig efter sommerferien kommer tilbage til at undervise i faglokalerne igen med alle de muligheder, det giver. For selvfølgelig savner jeg alle de fede materialer og værktøjer! Savner variationen i undervisningen, savner de andre billedkunsthold, savner at kunne lade børnene interagere også fysisk, savner at kunne udstille børnenes ting, så alle får glæde af dem, savner maling på mine hænder og mit tøj, savner at billedkunst også kan svine. ;-)

Så når vi går på ferie i næste uge, er det med stor forhåbning om, at vi efter sommerferien kommer tilbage til det, der var før corona med små justeringer. J