Bliver man uprofessionel, når man bliver personlig?

Flickr/ Sofia Carvalho

I mit daglige virke møder jeg mange elever. Seks forskellige klasser i løbet af ugen – cirka 130 elever. I en af klasserne er jeg primærlærer (klasselærer). På en skole der ligger i et ghettoområde, ser vi dagligt børn og unge mennesker, hvis skæbner ofte ligger i vores hænder. Vi fungerer som deres primære voksne og rollemodeller.

Et ekstra ansvar

For os, der er på en skole med disse skæbner, er vi klar over dette ekstra ansvar vi har overfor nogle af vores elever. At give disse elever en god skolegang med viden, dannelse, sprog, venskaber og voksne man kan stole på er vores fornemmeste opgave. At skabe mønsterbryder!

Den enkelte elev, som giver tankemylder

Pludselig har man en elev, som går lige i hjertet. Den elev man har lyst til at tage med hjem. Den elev som gør at man får tankemylder eller ligge søvnløs. Den elev som kommer med en historie, en oplevelse eller familie, som kan slå selv de garvede lærere ud.

Hvordan vi reagerer overfor disse elever er vidt forskelligt. Personligt bliver jeg uprofessionel, men menneskelig. Jeg vil gå gennem ild og vand for disse elever. Nogle gange kan vi gøre en forskel, andre gange kan vi ikke.

Vi er professionelle i forhold til loven. Vi skriver underretninger, holder netværksmøder, underretter de personer, som skal underrettes. Men jeg kan stadig sidde tilbage ramt af håbløshed og tænke, hvad hjælper det for det enkelte barn – i nuet og i fremtiden…

Som K.E Løgstrup skrev ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. ” Dette er jo gældende overfor alle mennesker, men det bliver bare forstærket overfor enkelte elever.