Martin Søgaard

Martin Søgaard

Blog

Færre klasser at undervise, forøget tryghed for lærerne

Juleferien er slut og folkeskoleelever landet over er atter tilbage i klasselokalerne og klar til at stifte bekendtskab med et nyt kalenderår – men et stigende, tangerende til alarmerende højt smittetal, har ført til, at vi atter står klar med konkrete tiltag som har til opgave at nedbringe smitten. Dog undrer det mig på det kraftigste, at det er pålagt os lærere at undervise så mange klasser som vi nu underviser i løbet af en uge, i stedet for blot at være tilknyttet en enkelt klasse eller to?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har med rank ryg og stolthed i stemmen nu i otte år kunnet kalde mig ”folkeskolelærer”. Det er en titel der uden tvivl forpligter og en titel der, i min optik, viser, at man har viet en stor del af sin tilværelse her på jorden til at viderebringe viden til elever, med håbet om at gøre en forskel så vidt det er muligt. Plante et lille spinkelt frø der forhåbentlig en dag i fremtiden vokser sig stort og spirer med sætninger som ”det var min lærer Martin, der gjorde en forskel for mig”.

Martin Søgaard

Martin Søgaard (f.1989) professionsbachelor som folkeskolelærer, har det seneste årti arbejdet med børn og unge i grundskolen, både indenfor almen- og specialområdet. Han har undervist i en bred vifte af fag, men underviser primært i matematik og historie. Ydermere er han efteruddannet indenfor dansk som andetsprog og har stor erfaring i arbejdet med tosprogede børn. Han kunne i efteråret 2020 ligeledes skrive ”forfatter” på sit CV, da han udgav digtsamlingen ”Coronakrisen – digte fra en kaotisk tid”. Med sine skarpe observationer og til tider kritiske pen formår Martin Søgaard at blogge om alt hvad der rør sig i livet som folkeskolelærer.

Men hvad har denne idealiserende konstatering med hele den nuværende Corona situation at gøre? I korte træk – som beskrevet ovenfor, har jeg valgt lærerlivet for at gøre en forskel for eleverne og viderebringe viden på adækvat vis. Men hvad gør jeg, hvis rammerne det forventes at jeg udfører mit erhverv i, gør mig utryg?

I min optik er det ulogisk, at der for at nedbringe smitten øges fokus på håndsprit, afstand, holde klasserne separeret så vidt muligt og opfordre eleverne til selvtests – men at vi lærere gerne må, for at sige det som det er, kastes rundt fra den ene klasse til den anden, så længe vi kan fremvise en negativ Coronatest? Jeg selv, der primært er faglærer, underviser i adskillige klasser og med de nuværende klassekvotienter er vi oppe på flere hundrede elever jeg hver uge interagerer med – hvad er logikken i dette, set i lyset at det nuværende øget fokus på at holde smitten nede?

Hvis målet er at bringe smittetallet så langt ned som overhovedet muligt, ville det så ikke være mest logisk at hver lærer højst var tilknyttet en enkelt klasse eller to? På denne måde ville vi passe bedre både på vores lærere og elever. Der kunne eventuelt udtænkes en anden strategi, så længe det indebærer at vi lærere er til stede i så få klasser som overhovedet muligt.

Dét er mit håb for det fremtidige forløb. Jeg vil vove den påstand, at dette ikke blot ville føre til forøget tryghed i en utryg situation, men ligeledes fremme trivslen hos lærere landet over.

Powered by Labrador CMS