At være syg på den godkendte måde

Jeg underviser i madkundskab , både på 6 årgang og valghold. En forkølelse er ikke rar og specielt motiverende for faget. Bevares man kan være iført mundbind, det har man jo praktiseret i evigheder i alle mulige og passende  sammenhænge. Jeg er bare kommet i tvivl om hvornår jeg bare kan melde mig syg uden at skulle betvivles om hvorvidt jeg bare er  syg eller om det er Corona . Corona tæller åbenbart kun når det er registret på en app eller med en vatpind det rette sted.

Hvis man ikke er positiv kan man så godt liste på job med en forkølelse, trykken for  hovedet og små feber?, jeg kender kolleger rundt omkring i dette ganske land der har praktiseret det i årevis, altid at være på pletten, fordi det jo ikke har føltes så slemt og ens grundlæggende indstiling har virket til at være at verden kunne reddes med 5 aggressive nys. Det var ikke sikkert det lige var den virkelige verden man reddede den dag, men måske kun ens egen glorificerede hverdagshelte-verden hvor ingen nogensinde siger "tak" fordi man kom og da slet ikke tak fordi man blev væk og ikke smittede andre. Hverdagshelten rammes også hyppigere af dårlig samvittighed når ens sygedag er sammenfalden med andres så man derved føler man belaster alle med ens egen dårligdom. De stakkels elever går jo glip af noget og ens egen FOMO lider under at man ikke får snakken med ved vandkøleren/kaffeautomaten/gyngestativet etc. Men hvilken snak går man efterhånden glip af ? Alt er jo nærmest centreret om ordet "symptomer" eller det mere avancerede "testresultater" og for en gangs skyld ikke nationale test , men derimod de endnu mere gældende nationale Corona test resultater , der nærmest har skubbet de gamle dansk ord ud af de nationale test for at gøre plads til de Corona relaterede. Omdrejningspunktet er blevet hvem man kender der er smittet og hvor milde/alvorlige forløb de har været igennem , hvordan de blev smittet og ikke mindst folk har håndteret det , samt hvilken klasse og hvilke elever der rummer flest superspredere... Jeg føler det nogengange som om en permanent vatpind hviler på min brækrefleks. Jeg er kommet med i en klub jeg ikke har ansøgt aktivt om medlemskab af og vil gerne fremover bevare min ret til at mærke efter i mit eget gamle, trætte korpus om jeg føler mig rask nok til de opgaver jeg forventes at løse eller om en vatpind skal fortælle mig det .