Christel Aulkær Moll
Blog
Den relationelt bevidste vejleder
Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om vejlederes intentioner med kollegaer. Hvad gør man som vejleder for at skabe det gode møde med kollegaer? Og hvordan er man vejleder i samarbejdet om en klasse, en undervisningssituation eller en dialog om et barn med særlige behov?
Vejledere har fortalt mig, at i det gode møde er det dialogen og tilliden til hinanden, der er det vigtigste. Det er kendskabet til kollegaens ”bagrundsrepertoire” af faglig viden, tænkning om læring og undervisning og ikke mindst den menneskelige plet; relationskompetencen, empatien og - ja, kollegaens intentionalitet med eleverne.
Jeg har også tidligere skrevet om vejledere, der sammen trækker systematisk på deres didaktiske viden om at møde kollegaer med differentierede tilgange og indsatser, og jeg har set eksempler på taksonomisk opbyggede skalaer for ”kollegaforstyrrelser”, som kan være en hjælp i dialogen med kollegaen for at kunne imødekomme lige præcis det, kollegaen har brug for i situationen.
For nylig mødte jeg en vejleder, der havde taget den differentierede tænkning til sig. Han forklarede, hvordan han i et møde med en presset kollega selv var blevet presset. Ikke i forhold til de faglige råd og vejledning, som han kunne give. Ikke på sin gode vilje til at hjælpe den opgivende kollega. Og slet ikke på sin mulighed for at tilbyde sig som aflaster ind i undervisningen.
Nej, det vejlederen var blevet presset på var evnen til at tie stille – og lytte. Han fortalte, hvordan det hurtigt stod klart for ham, at her var en kollega, der havde særlig brug for hjælp. Og fordi han sammen med sit PLC havde arbejdet med den differentierede kollegaforstyrrelser, blev det også snart klart for ham, at det, kollegaen havde brug for var at fortælle. Om klassen, situationen, faget, forældrehenvendelserne osv. Så vejlederen tav. Og lyttede. Og spurgte uddybende ind til det fortalte. Og tog hverken vejleder- eller rådgiverrollen på sig.
Kollegaen gik lettet og gladere fra samtalen, for hun havde fået sat ord på den pressede situation, genfortalt det svære og reflekteret over sin egen praksis. Og vejlederen? Jo, han var også glad, for han havde hjulpet en kollega i en svær situation og åbnet døren for endnu et vejledningsmøde, der havde potentiale til at møde kollegaen på det næste trin i en taksonomisk kollegaforstyrrelse.
Læs også blogindlægget: Hvilken intention har du med din kollega Jens?