(Hvad gør vi) Når kun det korrekte facit tæller …!

Jeg er i den (u)heldige situation at jeg i år står med en 9. klasse, der er opstået af resterne af to 8. klasser, der ikke helt var elever nok. Det svære består ikke kun i at stå med to klasser der skal smelte sammen til en socialt, men særligt i at klassekulturerne er meget forskellige og en del elever føler at de slet ikke er dygtige nok fordi de ikke er trænet på samme måde i det at have matematik f.eks.

Den klasse jeg har haft siden 7. klasse er vant til at jeg som lærer får nye ideer og forfølger dem ud alle mulige former mundtlig matematik, det er de andre desværre ikke, og tilvænningen er for nogle svær. Jeg gør mit bedste for at leverer positiv feedback og peptalke mig vej gennem de udfordrende situationer. Eleverne er ganske dygtige og mange af dem leverer en helt igennem enestående indsats for at lære og vænne sig til min undervisningsstil. De skal nok nå i mål, med gode resultater og sikre færdigheder og mange kompetencer …

… MEN for nu, er der mange ting der skal læres og mange fejl at begå, som man kan lære af og som kan give anledning til alle de gode samtaler om læring. Det kræver bare at eleverne er klar til at se besvarelsen af en opgave, som mere end hvorvidt de har fået det rigtige facit.

Billedet er fra undervisningen i dag, hvor en af eleverne bl.a. skulle bestemme volumen på en figur med form som en vaffelis. Denne elev laver efter min mening en mega flot besvarelse, og selv om eleven glemte at der kun skulle være en halv kugle på toppen, da hun lavede udregningerne, forklarede hun mundtligt præcis hvordan man kunne løse opgaven, men da hendes svar ikke passede til det i facitlisten var reaktionen: ”Jeg fatter aldrig noget i matematik, jeg kommer til at dumpe til eksamen … Hvorfor skal vi lave noget der er så svært?” Jeg forsøgte mit bedste med at fortælle at det var en lille bitte fejl og at der var så meget flot matematik, og at det er tydeligt for mig at hun har gode strategier til at løse en sådan opgave og så videre …!

Udfra hendes ansigtsudtryk, kunne jeg se at alt hvad jeg sagde var spildt - for hun havde jo fået et forkert resultat. Jeg har desværre endnu ikke opnået den tillid og relation, hvor mit ord betyder mere end facitlisten. Så hvordan kan jeg og andre forklare vores elever, at der er så meget uendeligt meget mere end facit i en opgave? Hvordan kan vi flytte fokus fra fejlene, og over til det eleverne gør rigtigt? Hvad gør lærere, der normalt kun har få timer om ugen i en klasse?

P.S. Jeg er helt vild med at lade mine elever løse opgaver på bordet med white board tuscher. Det kan virkeligt noget når vi laver opgaver sammen eller ift. at skabe overblik