Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Ny lærer: Forældresamarbejde til gavn for børn.
Dette indlæg er skrevet fra forældrestolen. Og lidt fra lærerstolen. Det handler om, hvordan der kan dannes grundlag for et godt, langvarigt forældresamarbejde mellem forældre og lærer og forældrene imellem. Til gavn for børnene
Når jeg gennem årene har talt med praktikanter, er der et særligt område, der ligger dem meget på sinde: Forældresamarbejdet. Nogle indtager en tilnærmelsesvis Kjeld-fra- Olsenbanden- positur og spørger ængsteligt: ”Er det farligt??” De studerende har tydeligvis hørt historier om pittbull-forældre, der går efter struben, og først slipper, når det knaser eller forældre, der ringer kl. 22:40 for at spørge om ikke morgendagens skovtur bør aflyses, når der nu er ekstraordinært mange flåter i skoven? Flåten er jo Danmarks farligste dyr.
Fra mit privilegerede sæde som forældre til et indskolingsbarn, har jeg oplevet, hvordan der i mit barns klasse fra starten blev lagt ud med at danne gode relationer mellem os forældre. Vi blev sendt i festudvalg, vi fik ansvaret fra legegrupper og spisegrupper. Det har båret frugt. Det har været med til at danne en rigtig god klasse på flere områder.
Udsigten til kalendernedsmeltning.
Det er imidlertid også almindelig kendt, at mange forældre finder de mange klassearrangementer en kende overvældende, og får tendenser til et mindre sammenbrud, når arbejde, træning, yoga og madgruppe med Sarah, Lucas, Malthe og vist nok også Louise- Marie, hvis mor man endnu ikke har hørt fra, fordi hun aldrig går på Intra, skal gå op i en højere enhed.
Det må i store træk være forældrenes sag. Gevinsten for dig som lærer kan være, at et godt forældresammenhold på papiret kan være med til at skabe en gladere klasse, fordi forældrene i almindelighed kommer godt ud af det indbyrdes. De bedste klasser, jeg har haft, har været kendetegnet ved netop et godt forældresammenhold. Jeg ved ikke, om der findes emperi på området, men sammenhængen er nærliggende.
Dette er selvfølgelig atter et scenarie fra den perfekte verden uden knaster formuleret i et relativt kort blogindlæg. Ræsonnementet beror på, at legegrupper, madgrupper m.m. skaber et bredt kammeratskab i klassen på tværs af køn og faglige forudsætninger, og det er springbrættet til glade børn, der nøjagtig som i sidste uge lærer bedst.