Virkeligheden til forhandling del 3.

Ja på Byghøjskolen gør man, og i dag har jeg fået indsigt i Hr. Overlærer Skælagers oplevelser, da han som led i sin diplomuddannelse som vejleder, var ude at besøge netop Byghøjskolen.

Her er hans beretning:

“Jeg ankom til  Byghøjskolen tirsdag formiddag 09.00 og fandt hurtigt kontoret, idet skiltningen på stedet, var af overordentlig god og oplysende beskaffenhed”. “Jeg blev inviteret ind på kontoret af skolelederen, og efter lidt indledende almindeligheder om skole, gik vi til mit interview, som følger her”.

Jeg spurgte lederen, hvad han i grunden mente med, at de konstruerede virkeligheden? Er virkeligheden da ikke en entydig objektiv størrelse? Hans svar gav stof til eftertanke. 

“Der findes en virkelig materiel verden, men oplevelsen af den beror på, hvorledes vi tillægger, det vi ser værdi”. “Det betyder bl.a. at selv om vi tester vore elever, så er vi meget bevidste om, at den der læser resultaterne og skal videreformidle disse også bliver en fortolker”. “I vores praksis er det naturligt at spørge til andres gode grunde også de voksnes”.

Jeg spurgte herefter: “Betyder det, at der kan sås tvivl om undervisningsvejlederens fortolkning af de test, lærerne tager”? “Undervisningsvejlederen må da vide bedst”?

Jeg kunne godt mærke, at jeg havde spurgt udenfor vanlig diskurs, da jeg så skolelederens overbærende smil.

Han svarede: “De voksne ved bedst, men skal alligevel være nysgerrige på barnets perspektiv”. “Sådan er det også med vore undervisningsvejledere”. “Derfor er det ikke dem der retter test, men lærerne selv”. Lærerne og undervisningsvejlederne kan så i fællesskab komme med hypoteser om hvilke årsagssammenhænge, der skal undersøges nærmere, ligesom de i fællesskab reflekterer over den pædagogiske og didaktiske praksis”.

“Hvad betyder det så for jeres praksis”? Spurgte jeg.

Lederen svarede: “Det betyder at vi også retter pilen mod os selv”. “Det kan godt være eleven ikke får et tilstrækkeligt fagligt udbytte, men vi prøver altid sammenholde barnets udfordringer med den undervisningsmæssige indsats”. “Nogle gange er vi nødt til at forstå barnet, frem for at forklare barnet”. Lederen fortsatte: “Jeg var engang på en skole, hvor det var meget vigtigt for danskvejlederen, at vi alle var enige om, at verden så ud på en bestemt måde”. “Det betød også at vort mulighedsrum blev kraftigt indskrænket i og med, at det var begrænset hvilke antagelser, vi kunne have om et barn”. “Derfor bruger vi bevidst her på vores skole uenighed i fortolkninger af elevadfærd som afsæt til den professionelle samtale, hvor vi alle har fælles ejerskab til de fremsatte hypoteser og årsagssammenhænge, udfordrede relationer eller familiefortællinger”. ” Ikke mindst ser vi det som muligheden for at se kritisk på os selv og blive klogere”. “Vi har en kultur her på vores skole, hvor idealet er, at de bedste lærere er de, der tvivler og stiller spørgsmål til egen praksis, frem for at give eleverne skylden for det, der ikke lykkes”. “Vi ønsker at konstruere en virkelighed alle kan være i, og som tilbyder udviklingsmuligheder frem for præstationsbarer, som i sidste ende er bærere af diverse eksklusionsmekanismer”.

“Jeg forlod skolen med en følelse af, at dette her var sprængfarlig”t. “Hvorfor skal jeg som lærer se kritisk på min egen praksis”? “Er det nu ikke tilladt at sige til en elev, at dette er ikke godt nok”? “Kan jeg nu ikke længere beskytte mig mod de elever, der ødelægger min undervisning”? “Det var simpelthen for mærkeligt, det jeg lige havde oplevet”.

“Senere samme aften sad jeg i min dejlige læsestol og skulle til at læse lidt i “Dødningemessen 2”, så jeg var lidt klar til næste dags litteraturtime i 6. klasse”. “En refleksiv tanke sneg sig ind….

Ja her forlader vi overlærer Skælager, men hvilken refleksiv tanke,kunne have sneget sig ind hos Hr Skælager? Jeg modtager gerne bud i kommentarsporet.