Mennesker er ikke varer

Siden år tusind skiftet har skiftende regeringer arbejdet mod et mere målstyret og effektivt samfund, i håb om at vores fælles resourcer udnyttes bedst muligt. For at kunne måle effekten af beslutningerne, er der vedtaget et utal af mål, regler, test og prøver. IT-systemerne burde lette arbejdsgangene, men opleves som store tidsrøvere, når resultater og dokumentation skal indtastes, vurderes og evalueres, blot for igen, at ændre sig til nye mål, regler, test og prøver. 

“Du er ikke uddannelsesparat og tilbydes en skole/hjem samtale” ,beskeden fik Simon til at eksplodere. Han overfaldt en skolekammerat, slog ham i ansigtet med en knytnæve og tog hjem. Simon arbejder hos den lokale murer efter skoletid, men kan ikke løse opgaverne i dansk til afgangsprøven. Han klarer ikke adgangskravene til fagskolen. Han har aldrig været boglig stærk, men hans hænder er skruet godt på, som man siger. 

En effektiv skole målstyrer, tester, prøver og vurderer om eleverne er uddannelsesparate. Hvis de erklæres “Ikke uddannelsesparate” tilbydes de sommerkurser eller ekstra undervisning. Simon oplever disse tilbud, som et nederlag og en straf. Han er ikke doven, men han kan ikke leve op til de mål, test og prøver, som skolen stiller. 

Flere krav og en afslutning af folkeskolen, som er ens for alle børn duer ikke. Vi kan ikke være bekendt, at fortælle en ung mand på 15 år, at han ikke er uddannelsesparat.

Hvorfor er vi så bange for at åbne skolen op? Der findes utallige lærere, der med deres viden og kreative tilgang skaber undervisning, hvor eleverne vokser og udvikler sig. Lad dem vokse i alle mulige retninger, det har vores samfund brug for.

Det er skolen der lukker døren for de unge og slukker fremtidsdrømmene, fordi den stiller ensartede mål, der er umulige at nå, for en del af eleverne.

Er politikerne bange for at åbne skolen op, fordi fleksible og differentierede mål er svære at måle? 

Lad os bygge skolerne om, så de kan rumme alle børn. Bygningerne skal indrettes efter elevernes behov. Nogle elever trives i fællesskaber med kreativitet, brede rammer og plads til nye ideer. Andre elever trives i mindre grupper, med fastlagte strukturer og overskuelige rammer, og atter andre i en blanding. 

Det er vigtigt, at alle elever er på den samme matrikel, at de går på den samme skole. De skal se og møde hinanden for at lære, at mennesker er forskellige, og at vi bidrager forskelligt til fællesskabet.

Personalet skal udvides, så eksperterne fra PPR (Pædagogisk og psykologisk rådgivning), fysioterapeuter, ergoterapeuter, sundhedsplejersker, sagsbehandlere, pædagoger, special- og almenlærere arbejder i et fællesskab på skolen. Vi skal have eksperterne helt ud i klasserne, så eleverne får det bedst mulige udgangspunkt for at gå i skole.

Personalet skal have mulighed for at planlægge en undervisning der støtter hver enkelt elev i deres særlige udvikling. Vi bliver nød til at ændre på tidsrammen. Nogle elever kommer igennem deres skolegang på 9 år og andre skal bruge 12. Nogle elever kommer videre i boglige, andre i faglige, praktiske eller kreative uddannelser. Nogle elever kan arbejde 40 timer pr. uge og andre kan arbejde i 10. Ikke alle unge, skal op til de samme afgangsprøver, og vi skal have øje for det særlige talent, der gemmer sig under en krævende adfærd. Mennesker er forskellige.

Vi har brug for Anton, der er faglig stærk, og som kommer på gymnasiet, og videre på universitetet. Vi har brug for Simon, der bliver en dygtig håndværker, og vi har også brug for Monika der har ADHD, og som skal bruge 6 år til en faglig uddannelse, og herefter arbejder 2 dage om ugen i Coop.

Det er de unge med særlige behov, der først knækker sammen i et ensrettet uddannelsessystem. Herefter kommer de almindelige unge mennesker. Det vidner mediernes fokusering, på unges stigende problemer med stress, angst, depression og skolevægring, os om.

Det har vi ikke råd til. Menneskeligt er det forkasteligt, at vi ikke giver alle en mulighed for at klare deres eget liv. Økonomisk er det dumt, at vi skal betale overførselsindkomster til mennesker, der både kan og vil bidrage til vores samfund.

Inklusion handler ikke, om der er plads til alle i skolen, men om, at skabe plads til alle i skolen. 

At opfatte mennesker som varer, at målstyre og straffe unge, der ikke lever op til kvalitetskravene, er ikke værdigt i et demokratisk samfund.

Alle unge er uddannelsesparate.