Folkeskolens naturfagsrådgiver
Blog
Når en praktiker omsætter dannelsesteori -til egen virkelighed
I Folkeskolen kan man i denne uge læse tre bud på dannelse. Det er rektor Stefan Herman, forfatter Knud Romer og Professor Lene Tanggaard, der hver især kommer med vidt forskellige indspark i dannelsesdebatten. Efter læsning, nærlæsning og tankevirksomhed kommer her mit bud på de betydeligste pointer.
Hvem råber højest i dannelsesdebatten?
Alle har en mening om folkeskolen. De fleste har også en mening om, hvad formålet med at drive skole er. I artikelserien kommer tre højtuddannet personer med deres bud på dannelsen i folkeskolen. Her kommer min første pointe, jeg mangler et bud fra en lærer. En der dagligt står på gulvet og underviser.
Dette er et opråb til min egen stand. Vi skal (turde) blande os i dannelsesdebatten. Jeg er helt med på, at der er mennesker med en teoretisk viden, som kan byde ind. Men vi skal have vendt den udvikling, hvor viden kun tæller, når den er dokumenteret. Praktikerne skal bryde den etableret debat, hvor ”dem med lange titler” sidder på toppen – både med hensyn til taletid og spalteplads.
” Men der er brug for en stærkere backstage, mener Lene Tanggaard og tænker på de mennesker, der ikke siger noget, men bare gør i praksis ude på skolerne. ”
Lene Tanggaards citat er med til at underbygge min pointe om, at praktikerne skal frem i dannelsesdebatten.
Pionerånden
Kan pionerånden tages ud af lærer? JA!! Gavner det eleverne? NEJ!!
Her kommer min anden pointe, vi skal have pionerånden tilbage i folkeskolen. Jeg er helt enig med Lene Tanggaard. Hun skriver, at vi skal starte en garagerevolution og bringe engagementet tilbage i folkeskolen. Men hvordan gør man det? For mig handler pionerånd om høj faglighed gennem frihed. Dette er ikke til at sætte på formel og målstyre sig ud af. Pionerånd og engagement er ikke et linjefag eller et eftervideruddannelsesmodul, men en ild som skal tændes i den enkelte lærer. Her har skoleledelse et stort ansvar, for at sætte rammer som kan tænde for pionerånd og engagement i den enkelte lærer, læreteams, fagteams og gerne hele skolens personalegruppe.
Mål for erkendelse, undersøgelse og forundring
En af Knud Romers pointer er, at mennesket er sat på jorden for at erkende, undersøge og forundres. (Man skulle jo næsten tro, at manden var fra den naturvidenskabelig blok) Lige præcis de tre ord – erkendelse, undersøgelse og forundring er kodeordene i naturfag. De kan ikke sættes i system og i målbare skemaer. Her er kodeordet TID. Tid til at tænke, observere og ikke mindst tage en omvej. Alle elever skal pt. presse i samme kasse, gerne med samme læringskurve, og dette er ikke muligt.
Pointe nummer tre, folkeskolen, eleverne og læreren har brug for tid. Stole på os og giv os tiden tilbage. Tid til at være, lære og blive til nogen- ikke noget.
Nationaletest vs. barnets behov
Stefan Hermann taler om konfliktaksen mellem de to positioner. Han sætter de to parter op ”Det er de nationale test, dokumentationen og præsentationen over for det brændende hjerte, barnets behov og skolens grundtradition. ”
Her er pointe nummer fire – vi skal blive dygtigere til at se nuancerne i kontrasterne i Folkeskolen. Det behøver ikke være et enten eller. En måde at se disse nuancer kunne være, at gøre som Stefan Hermann siger: ”Prøv at lytte til det spørgsmål, der stilles, i stedet for det svar, der gives. ”
Fra blogindlæg til virkelighed
Næste skoleår vil jeg råbe mere op i debatten. Være med til at skabe en garagerevolution og få engagementet tilbage. Tage mig tid til, at eleverne får nok tid til at erkende, undersøge og undre sig. Jeg vil lytte til spørgsmålene og ikke svarene.