Een kamp ad gangen

Mange spørger mig, hvad jeg mener om trivselsmålinger, nu hvor jeg har kæmpet med de nationale tests i flere år. Jeg må være svar skyldig! Inden jeg kastede mig ud i kampen mod nationale tests brugte jeg tre år på at læse lovgivning, finde smuthuller, læse forskning på området og tale med både lærere, skoleledere og forældre. Først da turde jeg kaste mig ind i kampen, da jeg ikke ønsker det skulle være et lille ligegyldigt pip men reelt være noget, hvor jeg ville kunne magte at tage snakke politisk i ministeriet og være helt tryg i debatter med og mod fagfolk. Jeg vil ikke være debattør uden at stå på et grundlag af viden. 

Af den grund kaster jeg mig ikke ind i kampe om alle mulige og umulige tests. Jeg kender ganske enkelt ikke nok til trivselsmålinger - og jeg synes i virkeligheden at min kamp om de nationale tests indeholder et opgør med den test-kultur der har skubbet faglighed ud med badevandet. For mig er det ikke “bare” et spørgsmål om at teste børnene på en computer - og at disse tests ikke er retvisende. Det er samtidig en måde indtrængende at bede politikere og samfund om at stoppe op og opdage, at vi ikke længere taler med dem, der kender børnene bedst. At vi tester hinanden for at kunne slå hinanden i hovedet eller vaske hænder - og at hele den kultur har børn som forsøgsrotter for at få resultater. Og når disse resultater endda viser sig at være røv og nøgler, har politikerne så uendelig svært ved at indrømme fejl, at man hellere sender standardsvar afsted: “det skal jo lige i gang”. 

Jeg ved, at jeg ikke ønsker at trivselsmålinger skal ligge på børnenes personnumre. Og jeg ved, at spørgsmålene keg har læst ikke giver andet svar end det, man gerne vil ha. Jeg ved også, at indsamlingen af data var en helt ekstremt dårligt udført omgang fra ministeriet - og at det nærmest gør ondt ind i sjælen at læse den ansvarlige definere “anonym” på en anden måde end 99,995% af befolkningen. Jeg har selvfølgelig bedt om at mit barn ikke deltager digitalt, men jeg hverken kan eller vil gå dybere ind i trivselsmålingerne, da jeg ikke mener jeg har nok kendskab til lige netop den - og det vil jeg altid ha, inden jeg åbner kæften. 

Til gengæld skriver mange om sagen, så dem læser jeg og jeg glæder mig over, at de kommer med de svar, jeg ikke selv vil komme med. 

Men tak for tilliden. Selvom jeg ikke magter og agter at kaste mig over endnu en test, da den anden kamp jo langt langt fra er færdig endnu, varmer det sørme at nogle ville lytte, hvis jeg talte. Stol på at jeg først taler, når jeg ved hvad jeg taler om.