Blog
En strøtanke
Om faglig udvikling
Jeg har en 9. klasse, og vi skal i gang med lyrik. Det er 3 år siden, jeg sidst havde en 9. klasse, som jeg skulle forberede til FSA.
Når jeg begynder på et “nyt” emne - nyt for eleverne, gammelt for mig - må jeg lige genopfriske genrens kendetegn m.m. I 7. klasse havde vi også om lyrik, men nu er det alvor. Der skal bygges på deres forforståelse, og analysen skal sidde lige i skabet.
En ny analysemodel
Google er min ven. Jeg søger på lyrik, lyrik analysemodeller og på gyldendal.dk. Relevante og brugbare ting bliver plukket, sammensat og tilpasset mine elever. Det blev til to dokumenter, en analysemodel, og et om uddybende viden om de enkelte punkter på analysemodellen.
Mine gamle noter
Da jeg ville sikre mig, at jeg havde alle fagbegreber med, fandt jeg mine gamle noter frem om lyrik og bladrede dem igennem (ja, de er fra den tid, hvor jeg printede noter ud - elsker noter på papir). Jeg fandt tre siders noter om lyrik - og de dækkede egentlig alt det grundlæggende. Kiggede på Mac’en - det nye fyldte dobbelt så meget… Det gik meget dybere ned i genren. Havde mange flere detaljer med…
Hvad er der sket i mellemtiden?
Var jeg en dårligere lærer (fagligt) for tre år siden?
Var eleverne dårligere (fagligt) for tre år siden?
Har genren udviklet sig i den mellemliggende periode?
Kom så til at tænke på, at der bliver givet flere og flere 12-taller, er eleverne blevet bedre - eller er lærerne? Er folkeskolen?
Kan eleverne rumme/forstå mere end for bare tre år siden?
Hmm. Bare en strøtanke.