Blog
Feedback er noget, man kan handle på! (3)
Det lykkedes sgu! Ida blev klogere på reportager.
Lad mig prøve at sætte mig og Ida ind i eksemplet om lærer og elever, der blev sat ind i eksemplet med rum-termostatsystemet fra sidste og forrige blog-indlæg om feedback. (Hvis ikke det giver mening, kan det være fordi, at du ikke fik læst de to sidste blog-indlæg… Men læs bare med alligevel, det skulle gerne give mening om lidt.)
En lærer kan teste, hvor langt en elev er - og læreren kan sætte et læringsmål for, hvad han eller hun ønsker, at eleven skal lære. Hvis ikke disse to “niveauer” (for hvad eleven kan og skal kunne) er identiske, skal noget bringe balance i elevens læring - altså sætte en læreprocess i gang, så elevens kunnen (det testede) er svarende til det ønskede (læringsmålet). Hvis ikke læreren kan sætte elevens læreprocess i gang, så dette sker, er lærerens tilbagemelding ligegyldig.
Av….
Oversat til min praksis i tirsdags:
Igennem nogle uger har vi i 8. klasse arbejdet med reportager. Snart er der termin, næste år afgangsprøve (iPrøven), så eleverne skulle have helt styr på genren. For et par uger siden afleverede eleverne så deres bud på en reportage om en festival i Danmark.
Eleverne havde fået udleveret gyldendal.dks ark: Vurdering af reportage (Arket er vedhæftet her) allerede ved forløbets begyndelse, så de var helt skarpe på, hvad jeg (og gyldendal.dk) forventede af dem. Der var syv “kriterier”, som de ville blive evalueret ud fra.
Jeg evaluerede reportagerne og gav feedback gennem små kommentarer i selve reportagen og vha. arket Vurdering af reportage. Det fik eleverne tilbage i tirsdags.
I næste blog-indlæg (om en uges tid) viser jeg min feedback til Ida. -Og hun handlede på den, læreprocessen gik i gang. Held eller er der noget om snakken?