Blog
Feedback er noget, man kan handle på! (4)
Det lykkedes sgu! Ida blev klogere på reportager (2)
Ikke så meget indledende snak. Vi skal videre med forløbet om reportager, og hvordan feedback fik Ida til at blive skarpere på genren.
Forløb:
Jeg gennemgik genren: reportage og udleverede et ark med kriterier, som eleverne ville blive vurderet ud fra. Genretræk (læringsmål kan man vel kalde det…) var tydelige og ligeså vigtigt, det, eleverne ville blive vurderet på, var tydeligt.
Det er vigtigt at være tydelig på, hvad man, som lærer, forventer af sine elever. Hvis målet kun kendes af læreren, hvordan skal eleven så vide i hvilken retning, de skal gå? Som Filurkatten sagde til Alice i Eventyrland (sådan ca.;) Hvis ikke du ved, hvor du skal hen, er det ligemeget, hvilken retning du går i.
Eleverne fik tid i dansktimerne til at skrive deres reportage og fik feedback undervejs. (Min påstand er, at eleverne lærer allermest ved denne metode - feedback undervejs. Mere om det en anden dag.)
Sådan gav jeg feedback:
Feedbacken efterfølgende gav jeg ved kommentarer i selve reportagen og på arket fra gyldendal. (Se sidste blog-indlæg.) Se det udfyldte ark til Ida.
Jeg valgte at sætte fokus på to kriterier for Ida. Søgning og brug af internettet og Sprog. (Tegnsætning og stavning er altid et underliggende fokus for alt, hvad eleverne afleverer.) Ved Søgning og brug af internettet forsøgte jeg at få Ida til at bruge citater og fakta mere jævnt gennem hele teksten, så det ikke begrænser sig til én faktaboks og citater kun i ét afsnit.
Ved Sprog “gentager” jeg genretræk fra reportager: (sansende) beskrivelser. Helt konkret hjælper jeg Ida på vej ved at skrive: Der mangler beskrivelser af dine personer - og sansende beskrivelser af miljøet.
Jeg prøver at gøre feedbacken på vurderingsarket helt konkret for Ida, så hun kan bruge den, hvis hun ønsker at forbedre sin tekst.
Feedbacken i selve reportagen var fokus på ting, som Ida havde gjort godt. Fx Altid godt med sammenligninger. Det er en feedback, som ikke kun gælder denne ene reportage, men i alle reportager.
Karakter:
Ida spurgte selv, om hun måtte skrive den om. (Jeg giver eleverne mulighed for at forbedre deres karakter ved at aflevere igen. Det er frivilligt.) Hun rettede og omskrev - og fik sit 4-tal opgraderet til et 7-tal.
I næste blog-indlæg vil jeg komme ind på fire feedback-niveauer. (Kan være en øjenåbner;)
Trine Hemmer-Hansen, jeg håber, at du fik noget ud af dette blog-indlæg:)