Feedback er noget, man kan handle på!

Idéen om feedback er over 60 år gammel og stammer fra ingeniørfaget. Wiliam (2009) skriver om et kanonisk eksempel om grundidéen i feedback; Eksemplet handler om et rum-termostatsystem. Et sådant system indbefatter et termometer, som måler temperaturen i et givent rum (fx 18º). Derudover er der en termostat, hvorpå man kan stille den ønskede temperatur i rummet (fx 21º). 

I termostaten er der også en mekanisme, som sammenligner den målte temperatur i rummet med den ønskede temperatur - altså: er varmen, som vi ønsker den? (18º ⧧ 21º)

Men nu kommer det vigtigste. Den mekanisme, som sammenligner den målte temperatur med den ønskede temperatur, skal kommunikere mellem termostaten og kedlen, som producerer varmen. (Den centrale idé i dette feedback loop, som Wiliam kalder det, er, at termostaten, som styrer temperaturen i rummet er i stand til at bringe balance i systemet, så den målte og ønskede temperatur bliver den samme - her 21º.

Hvis mekanismen ikke kan styre temperaturen ved fx at sætte kedlen i gang, er tilbagemeldingen om rummets temperatur ligegyldig. Tilbagemeldingen vil ikke kunne betragtes som feedback, selvom den melder tilbage, hvad den målte temperatur er (18º). Hvis den ikke kan handle ift. at styre temperaturen og få den op på den ønskede temperatur (21º), er det uden betydning.

Feedback er noget, man kan handle på!

Det kan sammenlignes med en ikke-brugbar lærerfeedback som: “Karakter: 7 - fint”. Den form for ikke-brugbar feedback er langt væk fra den oprindelige idè om feedback.

I næste blogindlæg sætter jeg lærere og elever ind i eksemplet om rum-termostatsystemet.