Hvor er tiden, der tager os?

Min passion for at undervise

Danskfaget har altid haft den største plads i mit lærerhjerte. At lære fra mig i netop dette fag har haft og har stadig en kæmpe betydning for mig.

Faget indeholder efter min mening så mange kvaliteter, der træner eleven i langt mere end det fagfaglige. Eleverne modtager undervisning i kommunikation, dannelsesidealer, forståelse, refleksion, historisk national identitet mm. Men efter inklusionen med dens møder og differentiering har sat sig tungt på den rummelige folkeskole, så er der desværre blevet ædt og fortæret meget af min tid og mit engagement – hvor blev min undervisningstid af?

Inklusionen overtager undervisningen

Jeg er netop hjemvendt fra min arbejdsdag. To af mine lektioner blev i dag erstattet af netværksmøder. Det er efterhånden blevet mere og mere almindeligt, at min undervisning konverteres til møder. I hvilken retning er det her på vej?

Jeg ser mig selv som en rummelig lærer med fokus på de udfordringer, eleverne går rundt med, men jeg må indrømme, at mit drive og mit engagement efterhånden bliver sat på en hård prøve i folkeskolen i dag.

Jeg skal opfylde færdigheds- og vidensmål, jeg skal åbne døren for inklusion og samtidig skal jeg udfordre de elever, som ligger i mellemgruppen og toppen af skalaen. Det udfordrer i høj grad også mig.

Mest af alt fordi så mange ting fylder, som intet har med undervisning at gøre.

Jeg vil uendeligt gerne de udfordrede elever. Mindst lige så meget som alle de andre. Alle har krav på den bedst mulige undervisning. Men vi står med en gigantisk logistik øvelse her, for møderne bliver ofte placeret i undervisningstiden, fordi eksempelvis skolepsykologer fra PPR skal deltage. Det kan også være andre instanser, der kan være ufleksible vedr. mødetidspunkt. Flytter vi så mødet til om eftermiddagen, så går det ud over forberedelsen, møder med andre kollegaer osv. Det er ikke selve mødet, der er problemet her. Det er mængden af møder om elever.

Jeg vil danskfaget. Jeg vil lære fra mig. Jeg vil eleverne. Jeg vil differentiere – men jeg får ofte ikke lov til det. For jeg er ikke til stede. Jeg sidder i møde!