Trine Hemmer-Hansen

Folkeskolens danskrådgiver

Blog

Inklusion: ”Jagten på det forjættede land”

For de udfordrede elever kan inklusion i folkeskolen være dilemmaernes holdeplads. På den ene side ønsker disse elever at være som alle andre og netop ikke være adskilt på en specialskole, og på den anden side giver det store bump på vejen ikke at kunne præstere/magte det størstedelen af de andre i klassen kan. I begge tilfælde kan det ramme hårdt på selvværdet for eleven, og skoleidentiteten sætter sig mellem to stole.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Richardhe51067/Flickr.com

Gennem mine år som lærer har jeg haft flere ”grænse-elever” gennem maskinen. Med det mener jeg elever, der har bevæget sig på kanten mellem et specialtilbud og det almene regi.

Folkeskolens danskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens danskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Begge dele er store udfordringer for disse elever. Langt de færreste børn i landet ønsker sig brændende at havne i et specialtilbud. Heller ikke selvom de fagligt har brug for det.

Langt de fleste elever ønsker at blive, hvor de er, medmindre decideret mistrivsel finder sted.

Dog forholder det sig sådan, at eleven personligt i de fleste tilfælde bliver gladere for hverdagen i et særligt tilbud, hvor mere tid, flere hænder og faglige justeringer i forhold til den enkelte vægtes.

Dog er der stadig et sår.

For uanset hvor dejlig den nye hverdag er for en udfordret elev i et specialtilbud, så er selvværdet ramt på den lange bane. Mange elever har gennem tiden fortalt mig, hvordan de trivedes bedre i deres nye tilbud, men at de savnede ”at være som de andre” – pga. adskillelsen.

For disse elever blev en hurtig retur til ”det normale” en jagt på et forjættet land.

For hvordan ser det ud, når man med evt. både personlige og faglige udfordringer igen træder ind i folkeskolen?

Inklusion er ikke for alle, og for rigtig mange elever ender jagten på normaliseringen i katastrofe.

Det faglige og ind imellem personlige spænd bliver i for mange tilfælde for voldsomt, og den spand med guld for enden af regnbuen forsvinder for eleven som en luftspejling, jo længere de når i processen.

Den vanskelige udfordring

Rummeligheden i folkeskolen er misforstået. Jeg tror ikke på, at vi kan blive ved med at øge elevtallet og samtidig tage hånd om inklusionen. Vi kan som lærere og pædagoger blive sendt på alverdens kurser. Opkvalificering afhjælper ikke udfordringen.

Det, vi trænger til, er tilbud til de unge, der sakker agterud eller har individuelle forstyrrelse, der kører kontra på den komplekse sammenhæng, en klasse nu engang er.

Vi må opgive den godhjertede ide om, at alle kan være i samme båd – bare på forskellige måder – for det holder ikke.

Når nu vores uddannelsessystem ser ud, som det gør, så må vi prioritere fagligheden for de udfordrede. De skal have den bedste hjælp – trods det hak i selvværdet det giver at skulle ud af en kendt sammenhæng. At kunne begå sig fagligt er vigtigt for den enkeltes videre fremtid, og vi må og skal tænke på at skabe borgere, der på sigt kan uddanne sig og komme i arbejde.

Powered by Labrador CMS