Folkeskolens danskrådgiver

Blog

Må man bryde fælles regler i relationsarbejdets navn?

Som lærer kommer der fra tid til anden episoder, hvor jeg må trække et pædagogisk kort frem for at overholde diverse aftaler. Det kan skabe konflikt kollegaer imellem, men det kan i min optik være en nødvendighed for at varetage barnets tarv.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Pixabay.com/WayTru

Forleden spiste jeg frokost med en veninde, som havde haft en særpræget oplevelse i en pausesituation på den skole, hvor hun er lærer.

Folkeskolens danskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens danskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Min veninde havde stået sammen med et par drenge og skudt på en basketkurv i slutningen af en middagspause. De to involverede drenge er begge udfordrede på deres sociale samspil og relationer i særligt pauserummet, og derfor tilbragte min veninde det sidste af et frikvarter for at bringe dem sammen om en sjov aktivitet.

Klokken bliver 12.30, og pausen er forbi, da de to drenge lige vil sende de sidste skud af sted. Måske er der gået et minut eller to over ringetid, da deres lærer dukker op og fortæller dem, at der altså sidder en klasse og venter på dem.

De to ellers tilbageholdende drenge er begge et stort smil efter en vellykket pause, hvor de har hygget sig i trygt selskab med en voksen og ikke mindst hinanden.

”Kom nu. Jeg bliver faktisk irriteret over at skulle sige det to gange, når der nu sidder folk og venter på jer. Det er ikke i orden overfor de andre. Det kan ikke være rigtigt, at I ikke kan komme ind til tiden”.

De to drenges gnist fra pausen blev slukket på et splitsekund. En spand koldt vand havde ramt dem, og de listede slukøret op mod time.

Danne eller uddanne?

Ja, de havde forbrudt sig mod reglementet. Med omkring 90 sekunder. Og ja, min veninde havde tilladt det som lærer. De havde spillet deres ”jorden rundt” færdig.

Og det skulle de ALDRIG have gjort!

Min veninde mærkede tydeligt den anden lærers irritation over episoden.

Går man efter bogen, så skal elever selvfølgelig komme ind til time, men i min bog så må og skal der være lidt elastik.

Den relationelle kompetence kan ikke trænes i skemalagte sessions, men ind imellem opstår der muligheder, som vi lærere på de udfordrede elevers vegne må gribe.

Jeg selv vil nok altid være læreren i salen, der i særlige situationer knækker tidsrammen og lader samspillet mellem udfordrede unge få mulighed for vækst. Jeg bliver aldrig rigid i min tilgang, og ser en stor fare her.

Rammerne må ikke blive for stive

Denne situation kunne have været håndteret så anderledes i min optik. Drengene kunne ganske uden dramatik have været hentet med en kærligt klap på skuldrene og en imødekommende bemærkning: ”Nå drenge, glemte I lige tiden. Godt I hyggede jer. Men husk lige tiden næste gang, I går i hallen”.

Alternativt kunne man også kigge ind til den lærer, der stod med drengene og bede vedkommende sende dem afsted, når de var færdige.

Skal 90 til 120 sekunder fylde så negativt, når der på den samme korte tid kunne være så meget godt at hente på den sociale bane?

Jeg tænker ikke, at min veninde var ude på at udvise disrespekt for hverken regler eller den anden kollegas undervisning.

Det handler bare om, med hvilke briller vi kigger.

Fik kollegaen overhovedet øje på det pædagogiske aspekt i hallen – eller kom han bare ind med irritation over, at to drenge var for sent på den?

Folkeskolen er en flydende Barbapapa-masse, som kan skifte form i tide og utide. Rammer er i børnenes liv vigtige, men de må aldrig blive så stive, at potentielle lommer for udvikling bliver ofret på skafottet.