Har SOSU-skolerne et særligt ansvar i forhold til Corona?

SOSU-eleverne er en ressource i forhold til kvalificeret arbejdskraft i en situation med større belastning på sektoren. Elever på hovedforløbet er ansat i en stilling på 37 timer om ugen, der skal bruges til at uddanne sig. Men (og det er muligvis et emne til et andet blogindlæg) mange af vores elever har også et arbejde ved siden af skolen, og tager efter skoletid ud til borgere og patienter, for hvem en potentiel smitte kan have en fatal konsekvens for deres helbred.  Jeg er ikke bekymret for, om vores eleverne kan træffe de rette foranstaltninger i forhold til sundhedsstyrelsens anbefalinger, men jeg er bekymret for den hastige udvikling.

Vores elever uddanner sig til et erhverv, der en værdifuld og nødvendig forudsætning for, at vi kan leve og trives i et velfungerende velfærdssamfund. De får igennem deres uddannelse en teoretisk og praksis viden, og uddanner sig inden for et fag med stor efterspørgsel på deres kompetencer. I øjeblikket peger rigtig mange pile i retning af, at vores elevers viden og færdigheder kommer i endnu højere kurs i forbindelse med spredningen af COVID-19.

I går blev der afholdt pressemøde i statsministeriet, hvor Sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke, blandt andet talte til vores elevgruppe. Han bad landets ”kernetropper” om at gøre alt for at beskytte vores ældre og sårbare borgere. ”Hvis man er medarbejder i ældresektoren og færdes med daglig fysisk kontakt til ældre og udsatte borgere, så er det vigtigt, at man ikke deltager i større sammenkomster med kolleger”, sagde Heunicke, og nævnte også aflysning af efteruddannelse for de ansatte i sektoren.

SOSU-eleverne er vel og mærke stadig under uddannelse, og de er ikke autoriserede - endnu. Men de er vant til at løbe stærkt, og jeg tror, de i en ekstraordinær situation er villige til at løbe mere og hurtigere. De er vant til at håndtere pressede og tilspidsede situationer, hvor de fastholder deres faglighed med en professionel tilgang i mødet med sårbare borgere og deres pårørende. SOSU-eleverne gør et ufatteligt stort stykke arbejde, og de har rigtig mange af de kompetencer, der er risiko for, vil blive efterspurgt i endnu højere grad, hvis prognoserne for smitteantallet bliver en realitet.

Hvis SOSU-skolerne rundt omkring i landet sætter hele klasser af elever i karantæne på grund af smitterisiko, sætter vi en stor del af vores sundhedsberedskab i karantæne. Hvad kan og hvad skal vi gøre som skole, for at støtte sektoren bedst muligt? Skal vi ”keep calm” og fortsætte med at kvalificere vores elevers arbejde i sektoren? Skal vi omlægge al undervisning til ”fjernundervisning” og på den måde forsøge at sikre, at så mange ”kernetropper” som muligt forbliver raske og kan indgå i plejen?

Jeg har ikke noget svar, og jeg misunder ikke dem, der står og skal træffe beslutningerne. Det svar, vi finder frem til i dag, skal sandsynligvis revideres i morgen, for der er virkeligheden nok en anden. Men én ting vil jeg alligevel stå fast på: SOSU-skolerne, og andre uddannelsesinstitutioner, der uddanner arbejdskraft til sundhedssektoren, skal overveje deres håndtering af situationen med et andet perspektiv og et større ansvar, end øvrige uddannelsessituationer. Ligger denne beslutning overhovedet hos den enkelte uddannelsesinstitution, eller skal Sundhedsministeriet udstikke retningslinjerne?