Min skolegang i Syrien

Klokken er 07:15 lørdag morgen. I skolegården står alle elever fra 1.-6. klasse i skoleuniform, og foran dem står lærerne, skolelederen og andet personale. Flaget hejses, Syriens nationalsang synges og der bliver råbt bestemte nationalistiske slogans, der glorificerer arabisk nationalisme og præsident Hafez al-Assad.

Dette ritual gentages hver lørdag morgen og torsdag eftermiddag som en markering på ugens begyndelse og afslutning.

Uddannelsessystemet i Syrien er centralstyret fra uddannelsesministeriet. På den måde er læremidlerne didaktisk set snævre med traditionelle didaktiske og funktionelle læremidler såsom lærebøger (fast pensum) og kridttavle. Ingen semantiske læremidler bliver brugt i undervisningen.

Manglende sparring og samspil med læreren skaber gensidig afhængighed hos eleverne

Nu er første undervisningstime begyndt. Læreren skynder sig ind i klassen og beder eleverne om at vise deres hjemmeopgaver frem. En klasse i skolen består af 35-40 elever. Eleverne sidder tæt sammen i grupper af tre på hver skolebænk.

Mange elever har ikke løst opgaven derhjemme, og det bliver man tit straffet for; enten verbalt ved at læreren gør grin med eleven foran de andre eller kropsligt ved brug af et spanskrør.

Imens læreren er i gang med at tjekke og rette opgaverne, er nogle andre elever i gang med at kopiere opgaven fra klassekammeraterne i hast, før læreren når frem til dem. Man skal ikke kopiere opgaven fuldstændigt, for så bliver man opdaget, noget skal laves om. Det skaber stress.

Det er ikke altid, at man får lov til at kopiere opgaver af dem, man spørger. Nogle gange går man i forhandlinger, inden man går ind i klassen. – "Giv mig matematikopgaven, så kan jeg give dig arabiskopgaven".

Dette skaber gensidig afhængighed mellem klassekammeraterne. Det er bl.a. konsekvensen af manglende sparring fra lærerens side. Her vil jeg nævne, at der ikke fandtes specialklasser eller specialskoler i Syrien. Dem, der er af en eller anden helbredsmæssig grund ikke kunne klare sig, fik lov til ikke at være en del af uddannelsessystemet.

Disciplin, indoktrinering og udenadslære

Indoktrinering kræver disciplin og måden at bestå eksamener var udenadslære.

Noget bør man kunne udenad. Som læge bør man nogenlunde kunne symptomerne ved de mest udbredte sygdomme. Ingeniøren bør kunne grundlæggende matematik udenad. Det giver faglig stolthed og man sparer tid.

Der, hvor udenadslære bliver til et problem, er, når det bliver et alternativ til forståelse, nemlig når eleverne ikke selv forstår dét, de kan udenad.

Det var det, der skete i min skoletid. Vi plejede at sige, at hvis du selv prøver at forstå alle fysiske eller matematiske formler som læreren ikke forklarer, så kommer du til at huske dem forkert til eksamen. Hellere udenad nogle gange.

Større konsekvenser af et uddannelsessystem som bygger på indoktrinering og udenadslære mødte jeg i min tid som geologistuderende i Damaskus. Her var afstanden mellem læreren og de studerende tiltagende. Her handlede det hele nærmest om, hvordan man kunne bestå eksamenerne.

Disciplin i min skoletid forgik på to måder. Enten ved at læreren råbte ad eleverne og/eller straffede dem, eller ved at de gjorde undervisningen interessant samtidig med, at de havde en naturlig autoritet. Den første metode var mest anvendt. Skolen, der var præget af indoktrinering, krævede disciplin.

Hvorfor sker der ikke udvikling?

Meget kan man sige om årsagerne til manglende udvikling i Syriens skoler, heriblandt sparsomme økonomiske midler, manglende kvalifikationer hos lærerne og manglende udvikling i læreplaner og pensum.

Dét, der hovedsageligt forhindrer udvikling i diktaturstater, er efter min mening, at regimet er klar over, at alternativet er et frit og demokratisk samfund, som tør tænke kritisk og have en dialog.

Hverken i skolen, hjemme i familierne eller generelt i samfundet var der særlig meget plads til dialog og demokratisk tankegang.

Skolen var et af de vigtigste værktøjer til at opretholde status quo vedrørende det politiske system, der præger Syrien og har gjort det siden år 1963, hvor Det Arabiske Socialistiske Ba'athparti kom til magten ved et militærkup og opløste andre politiske partier samt suspenderede forfatningen.

En af de vigtigste aktører i kuppet i 1963 var Hafez al-Assad, som dengang var officer i luftvåbnet. I 1971 kuppede Hafez al-Assad sig til magten, og han er nu præsident. I 1973 blev en ny forfatning skrevet, i hvis artikel 8 Ba’athpartiet sikrede sig magten i et etpartisystem.

Hafez al-Assad sad på magten som præsident fra 1971 til 2000, hvor han blev efterfulgt af sønnen Bashar Al Assad.