Er din historieundervisning læremiddelstyret?

Det sidste årti har været præget af en bemærkelsesværdig, læringsmålsstyret larm: for og imod, godt eller skidt, hvad med dannelsen og kompasset og alle de ting, som lærerprofessionen skatter så højt? Men sandheden er, at undervisningen sjældent bliver styret af læringsmål. Den bliver derimod styret af læremidler.

Nu kunne man selvfølgelig hævde, at de to ting er indbyrdes afhængige. Der hersker utvivlsomt stor fordragelighed mellem politisk betingede ændringer i læreplanerne på den ene side og læremiddelproducenterne på den anden. I slutningen af nullerne fremhævede de historiske lærebøger kronologisk overblik, sammenhængsforståelse og kanon og hævdede, at tilegnelsen af viden i form af fortællinger og begreber om bestemte begivenheder ville bidrage til elevernes demokratiske dannelse. Efter 2014 har selvsamme lærebøger travlt med at fortælle os, at historisk tænkning og især kildekritik giver eleverne generaliserbare kompetencer, der bidrager til, ja gæt engang, deres demokratiske dannelse.  

Begge dele er muligvis rigtige, men næppe på samme måde. Problemet er bare, at ungerne under alle omstændigheder synes, at den læremiddelstyrede undervisning er dødsens kedsommelig. Åben Clio, læs teksten, se videoen, måske i grupper, måske med CL-strukturer, svar på spørgsmålene, tag quizzen, find en problemstilling, evaluer dig selv, hvor dygtig er du? Man behøver næsten ikke Historiefaget i fokus – dokumentationsindsatsen for at godtgøre elevernes manglende entusiasme for den tilgang.

Ud over kedsomheden er der også andre problemer med de didaktiserede læremidler. Her er et eksempel hentet fra Loa Bjerres afhandling, Fortidens rolle i historieundervisningen: den bestandige fordring til at eleverne skal bruge fortiden til noget, at de skal relatere den til sig selv, betyder, at de aldrig møder ret mange andre i historien end deres eget spejlbillede. At møde sig selv uafbrudt er i sidste ende en temmelig kedsommelig og søvndyssende affære. Det er også en skam, når nu historien er broget og mangfoldig, fuld af sære ting og mirakler, der kan åbne nye verdener og rokke ved vores forestillinger om os selv, de andre og verden omkring os.

Så en opfordring kunne måske lyde: vend af og til tilbage til de primære kilder; find de gode, skæve, mærkværdige fortællinger til at berette om virkelige mennesker, som eleverne kan møde og forholde sig til. Kontakt historikeren på dit lokale universitet, kontakt dit (lokal)arkiv, kontakt dit museum. De ligger stensikkert inde med et væld af gode fortællinger. Og forbliv frem for alt fast i historikertroen på, at pendulet svinger. Det gælder om at finde fast grund under fødderne, og fortæller du stadig historier til børnene uden at du ikke bevæget dig en tøddel, så bevar alligevel roen. Pendulet svinger stensikkert tilbage til dig igen.