Hvordan lærer vi at elske naturen?

Corona-epidemien har cementeret to fortærskede sandheder: vi lever i en globaliseret verden og vores hårdhændede behandling af naturen har potentielt ødelæggende virkninger på de samfund, vi har skabt. Allerede i 1800-tallet skrev Marx vidt og bredt om et hastigt globaliserende samfund drevet frem af kapitalismens udbytning af arbejderen, og han pegede på den teknologiske udvikling inden for transport og kommunikation som det, der gav verden en global forbundethed på godt og ondt. Omtrent hundrede år tidligere var naturretstænkere så småt begyndt at sætte spørgsmålstegn ved menneskets hårdhændede behandling af natur og dyr, og de banede vejen for den tanke, at menneskets naturlige ligeberettigelse måske skulle udvides til at inkludere naturens egne rettigheder.

Når vira kan rejse med en Boeing 747 fra London til Beijing og fortsat vil opstå, når mennesket ødelægger vilde dyrs habitat, sælger dem på markeder, eller indlader sig på industriel produktion i storslåede landbrug og slagtehaller, så skulle man tro, at en interkulturel og grøn dagsorden ville stå centralt i debatten om Folkeskolens dannelsesopgave i almindelighed og om historiefagets i særdeleshed. ”Menneskets samspil med naturen” og ”forståelse for andre lande og kulturer” står centralt i Folkeskolens Formålsparagraf, og historie burde med sit fokus på udvikling af elevernes historiebevidsthed og tematisering af menneskeliv i tid og rum være gearet til at tage sig af begge dele. Historiefaget kan via sit indhold tematiserer kulturmøder og menneske-naturrelationer, og med sit fokus elevernes historiebevidsthed kan faget bruge disse indsigter til at give eleverne en historisk forankret orientering i forhold til centrale temaer i nutiden. Det er derfor ikke mærkeligt, at historiedidaktikkens grand old man Jörn Rüsen til en konference i Graz sidste efterår fremhævede den interkulturelle dimension og kultur-natur relationen som historiedidaktikkens væsentligste temaer i dag.

I Danmark udfordres disse temaer, fordi historiefaget så entydigt betragtes som et kulturfag med den national-demokratiske kultur i centrum. I revisionen af faghæftet for historie i 2019 gives der ganske vist mere plads til ”andre lande og kulturer” og ”menneskets samspil med naturen,” men den interkulturelle dimension og natur-kultur relationen er stadig fraværende fra historiefagets læremidler, som ofte er styrende for undervisningen. Historiefaglige læremidler beskæftiger sig naturligvis med ”andre lande og kulturer,” men de gør det sjældent ud fra et komparativt perspektiv, der understreger lighed og anerkendelse af den anden og som tilbyder en palet af internationale og transnationale fortællinger. Historiefaglige læremidler beskæftiger sig også af og til med menneske-natur relationen, men temaet er ofte begrænset til de yngre klassetrin og til før-moderne perioder, hvor menneskets afhængighed af naturen er tydeligere. Jeg har endnu til gode at se et læremiddel der tematiserer, lad os bare sige sammenhængen mellem kapitalisme og klimakrise, eller forholdet mellem historiens tid og planetens tid.

Gennem de sidste 250 år har mennesket påvirket planeten i en grad, der har fået en arbejdsgruppe nedsat af The International Commission on Stratigraphy til at anbefale, at man officielt bruger betegnelsen antropocæn om den geologiske tidsalder, vi er gået ind i. Betegnelsen betyder, at mennesket er blevet en naturkraft på linje med de vulkaner, der udryddede en tredjedel af planetens liv, heriblandt dinosaurerne for godt 66 millioner år siden. Mennesket er, med andre ord, i færd med at forårsage massive ødelæggelser af den natur, der ellers har understøttet vores egen og vores medarters livsbetingelser.

Den antropocæne tidsalder rokker ved noget fundamentalt i vores gængse forestillinger om den (national) demokratiske dannelse, som historiefaget værner og beretter om gennem sine progressive fortællinger om slaveriets ophævelse, Grundlovens tilblivelse, Slaget på Fælleden, Augustoprøret. Disse fortællinger bidrager til opbyggelsen af vores fælles, demokratiske identitet og følelsesprægede forhold til nationen, og de binder os til fortidige og fremtidige generationer i et kulturelt tilhørsforhold. Men hvis klimaforskerne har ret, så er mennesket ophørt med blot at være kultur, og verdenshistorien er, med den amerikanske historieteoretiker, Dipesh Chakrabarty's formulering, på direkte kollisionskurs med planetens historie. Der sker med andre ord et sammenbrud af vores gamle sondringer mellem natur og kultur, når mennesket går fra at være en rationel og kulturproducerende aktør til at være en geologisk naturkraft. På den måde tvinger klimaforandringerne os til at gentænke vores politiske befrielsesprojekt, vores demokratiske nationalstater og vores demokratiske dannelse. Planetens tid har ikke den dejlige, varme tryghed, der ligger i de historiske fortællinger, vi har arvet fra oplysningstiden og som beretter om et friere, ligere og mere solidarisk liv levet trygt i nationens favn. Planetens tid er kold og i sidste ende ligeglad med os. Intet under, at mange unge i dag lider af klimaangst og ligger under for dommedagsprofetier.

Hvordan skal vi som historieundervisere forholde os til den antropocæne udfordring? Vi kunne selvfølgelig gøre som globalhistoriske forskere har gjort længe og pege på, at problemerne er skabt af ”os” i vesten. Af ”kapitalismen” af ”det fri marked” af ”koloni- og imperiemagter,” af ”forbrugsdemokratiet” og en lang række andre, indlysende syndere. Det ville kræve læremidler, der i højere grad fokuserede på den teknologiske udvikling, på uligheder skabt af produktionsforhold, på kulturmøder, på forholdet mellem center og periferi, og ikke mindst på de enorme naturressourcer, der er gået til grunde i vores hastigt voksende forbrug. I den demokratiske dannelses navn kunne vi også pege på, at vores idealer om ligeværd næppe kommer til at stå deres prøve, når først klimakrisen rammer og klimaflygtningene kommer. Mon ikke vi smækker døren i og lader andre mennesker sejle deres egen sø, sådan helt bogstaveligt? Vi kunne også pege på, at vores liberale, repræsentative demokratier, som står på ryggen af et enormt forbrug, næppe kan løse klimakrisen. Hvem ville stemme på et parti, der ville forbyde privatbilisme eller flytrafik? De fleste, inklusive mig selv, ville formentlig mene, at der var tale om et angreb på vores hårdt tilkæmpede ret til privatliv. Vores penge kan vi bruge, som vi vil.

Alt dette ville være indlysende og falde ind under det, Jörn Rüsen kalder historiedidaktikkens interkulturelle dimension og kultur-natur relationen. Og hvem ved, måske udviklingen af elevernes interkulturelle kompetence og deres forståelse af menneskets samspil med naturen kunne motivere dem til at bygge en lidt større tømmerflåde, som andre også kan være på. Men den antropocæne udfordring kalder på mere end det; den kalder på, at vi slår barrieren mellem kulturfag og naturfag i stykker. At vi i langt højere grad tænker tværvidenskabelighed ind i vores læremidler. Hvis planetens tid er kold og hård, så er det op til historiefaget ikke kun at forstå den menneskelige kulturaktivitet, der uforvarende har ført os ind i den antropocæne tidsalder, men også at give planetens tid varme, så naturen ikke reduceres til noget angstprovokerende vi må beherske, men noget vi omgærder med den samme betydningsfuldhed, følelse og affekt, vi plejer at reservere til kulturen.