Elevers møde med håndværk

Jeg var i en gammel sløjdsal forleden.

Det var som at komme til en smuk borgruin, der engang havde været tilholdssted for en konge og hans dronning og deres glade stolte håndværkere, handlende, krigere og magikere.

Jeg kunne forestille mig ridderpladsen, køkkenet, staldende og våbendepotet. Fra toppen af tårnet var der en smuk udsigt, hvor hornene gjaldede for at modtage fornemme besøgende.

Men som sagt var det en ruin. Landet lå øde. Alle var tages afsted. Der var ingen længere. Fordums storhed var støv bag de afskallede mure inden for ruinens forskansning. Som om en stor drage med dødelig ild havde spyet alt glæden væk, og ristet nerven ud af initiativ, turneringer, magi og stolthed. Hoffet og indbyggerne var flygtet, og jeg kunne kun ønske at deres efterkommere levede et sted derude og i et nyt eventyr en dag ville komme tilbage og puste liv i essen, hejse fanerne, bringe grøntsager og høns til handelspladsen, så liv og leg kunne genopstå.

Men ak – det var jo kun en drøm. Som jeg forsigtigt skubbede en port på knirkende hængsler til side, fandt jeg våbenkammeret. Rustninger, juvelbesatte sværd, ambolte, skjolde, slagkofter og målskiver lå i dynger. Forslåede, rustne, og med et tykt lag støv over sig. Et par rotter pilede over den hårdt stampede eksercerplads, og en flok duer baskede vredt hen over hovedet på mig, og virkede forbistrede over indtrængeren der havde brudt gravfreden.

Som sagt var det et sløjdlokale.

Min sløjdsjæl hang lænket i borgruinens fangehul, med en kæde som den der holdt Fenris ulven.

Lov 126 om øget praksisfaglighed fra 2018, skulle puste liv i elevers møde med håndværk, give dem alment dannende praksisfaglige kompetencer, og give dem mod på at udforske håndværkets vidunderlige verden. Og meget gerne se en erhvervsuddannelse som en mulighed. Analyseinstituttet Rambøll, anbefalede mere håndværk i udskolingen.

Men hvad er det reelt vores elever møder når de præsenteres for andre undervisningsformer end den digitale platform?? … Borgruinen.

I 2006 afviklede daværende regering, sløjd- og håndarbejde på læreruddannelsen. På det tidspunkt var jeg nysgerrig på hvad afløseren "Materielt Design" bød ind med. Desværre var svaret en nedgang af studerende på landsplan med over 75%, mændene valgte faget fra, og håndværket fik andenrangs status til fordel for teoretisk eksperimenteren.

Der var ikke mange sløjd- og håndarbejdslærere der sagde: "ja for pokker - lad os dele vores fag imellem os, skære 83% i uddannelsen, og få dobbelt så mange elever i klasserne". Nej, intentionerne om fornyelse og forandring kom som sædvanligt oppefra, overøst med flotte ord og vendinger der maskerede lyden af spareknivens sus.

Efter fem- seks år blev faget ændret semantisk til håndværk og design på læreruddannelsen, indført i skolen i 2014 - 16, og stadig indholdsmæssigt forringet i forhold til fagene før 2006. Andre praktisk/musiske fag ville aldrig finde sig i at blive lagt sammen. Faglærerne er væk. Ånden kvast i en globaliseringsstrategi.

Mathias Tesfaye (2013) lagde det tydeligt frem i "Kloge Hænder" hvor problemet var, men han alene kunne ikke slå dragen på flugt.