Lockout - hvad snakker du om?

Det er 10 år siden, at vi blev lockoutet. Erindringen om hvad der skete er blevet forstærket i år efter debatten og vedtagelsen af afskaffelsen af Store Bededag, for med den afskaffelse fik mange af os et deja-vu, som ikke var særlig behageligt.

Det udtryk, som jeg erindrer bedst fra lockouten i 2013 er - PÅ MED JAHATTEN! Der stod vi, og ønskede at få en overenskomst og så mente modparten, som sad med alle kortene på hånden, at det udtryk var passende.

Udtrykket blev misbrugt under konflikten, og brugt som rendyrket retorisk manipulation. Det var smart retorik, for det efterlod seerne og andre udenforstående med den opfattelse, at lærerne havde nejhatten på, men vi havde ikke nogen hat på, vi ville faktisk bare gerne have en overenskomst.

Margrethe Vestager blandede sig direkte midt under konflikten og udtalte:

»Danmarks Lærerforening antyder i deres kampagner, at lærerne med regeringens reformudspil ikke får tid til forberedelse, hvilket skulle føre til discountundervisning. Men det billede kan jeg slet ikke genkende,« sagde Margrethe Vestager dengang.

Op til og under lockouten blev det antydet flere gange, at lærerne ikke passede deres arbejde, men tog tidligt hjem. Man påstod, at vi havde længere sommerferie og flere ferier end andre på arbejdsmarkedet. Meget få forstod vores arbejdstid, og derfor var vi nemme ofre. For når vi skal være ærlige, så var vi heller ikke gode nok til at forklare offentligheden, hvordan vores arbejdstid var skruet sammen, og det udnyttede modparten.

Retorikken og påstandende mod os som lærerstand var ødelæggende for tilliden til os.

Vi fik ikke en overenskomst i 2013. I stedet fik vi et lovindgreb og derefter en folkeskolereform, som gav eleverne længere skoledage. Lærerne fik flere undervisningstimer, og forberedelsestiden blev reduceret.

Vi fik discountundervisning!

Lockout er lidt boomer

Men når vi i dag sætter fokus på lockouten, så kan vi ikke dvæle for længe ved, hvad der skete. Siden 2013 har der været en stor udskiftning af lærerstaben på mange skoler, og nogle af de unge kollegaer synes ligefrem at selve ordet lockout er lidt boomer.

Når under 50% på lærerværelset ved, hvad lockouten gik ud på, så er det på tide at tale mere om fremtiden, end om fortiden.

Vi skal ikke glemme det der skete, men vi skal videre og have fokus på, hvordan vi kan ændre de negative konsekvenser, som lovindgrebet og folkeskolereformen har skabt.

Flere uddannede kollegaer

Oplevelsen af at være lockoutet samt de nye arbejdsvilkår fik mange til at forlade folkeskolen, vi kunne simpelthen ikke fastholde lærerne ude på skolerne, de valgte i stedet at rykke over til friskolerne og andre undervisningsinstitutioner end folkeskolen.

I dag mangler vi de kollegaer, og selv om vi har standset lærerflugten fra folkeskolen, så er der i dag alt for mange ikke uddannede, som underviser på skolerne rundt om i landet. Co-teaching er ikke let med en kollega, som ikke har forståelse for faget eller mangler de pædagogiske færdigheder. Hvis vi skal rykke eleverne, så skal vi have flere uddannede kollegaer.

Heldigvis har Sammen om skolen og de nye overenskomster, som erstattede lov 409 skabt grobund for en ny udvikling og vendt den negative spiral. Flere søger ind på læreruddannelserne, og hver gang DLF kan meddele, at nu har foreningen været med til at præge lovgivningen, så får flere lyst til at blive lærere, så det går langsomt fremad.

Stop nulsumsløsningerne

Økonomien skranter i mange kommuner. Lærermilliarden og co-teachingsmidlerne er endt i et gabende tomt hul. Folkeskolereformen var så underfinansieret, og besparelserne siden 2013 har været så gennemgribende, at det kniber med både vedligehold og midler til selve undervisningen flere steder.

Mange kommuner kører med nulsumsløsninger, og konsekvenserne er, at der ikke bliver ansat flere lærere ude på skolerne. Hvis vi skal have folkeskolen til at køre på skinner igen, så skal der afsættes flere midler til selve driften.

Inklusionen æder forberedelsestiden

Forberedelsestiden blev sat ned i 2013, men forberedelsestiden skrumper fortsat for opgaverne vælter ind.

Den største opgave og storforbruger af forberedelsestiden i dag er inklusionen. Antallet af børn, som mistrives stiger, og det kræver at læreren skal forberede sig ekstra. For børn med særlige udfordringer har behov for deres egne materialer, og spændviden i den daglige undervisning er udvidet stille og roligt.

Min egen oplevelse er, at udviklingen er ekspanderet voldsomt de sidste år. Undervisningsdifferenciering er stadig vejen frem. Undervisningen skal tilpasses det enkelte barn for at barnet kan dannes og modtage læring.

Men skal vi lykkes med opgaven, så skal forberedelsestiden tilpasses til den virkelighed, som vi står med i dag. Spændende undervisning skal forberedes både individuelt og i fællesskab med gode kollegaer. Det tager tid at udvikle og afvikle god undervisning, og det skal vi

Vi er kommet lagt siden 2013, og vi er på rette vej, men der skal mere frihed til for, at vi kan få vendt skuden.