Tag en pause

Pausekultur

Forleden talte jeg med en af mine kollegaer. Hun opsøgte mig som tillidsrepræsentant, for hun havde en udfordring. Hun kunne ikke finde ro på sin arbejdsplads.

"Der er larm og støj alle vegne".

Det var tydeligt en kollega, som følte hun var presset i sin hverdag, og hun ville gerne have en velfortjent elevpause, så hun kunne være klar til næste dobbeltlektion.

Vi har haft fokus på pausekulturen på skolen, og alligevel følte hun, at hun blev presset et sted hen, som ikke gav hende lov til at passe på sig selv. Jeg forstod godt hvorfor.

For udover folkeskolereformen, så har man på flere skoler i kommunen - også vores skole - været på jagt efter tomme kvadratmeter. Kort fortalt, så har man presset skolefritidsordninger og fritidsklubber ind på skolerne, hvilket betyder, at der i skoletiden er masser af tomme kvadratmeter, for fritidsklubbernes og skolefritidsordningernes arealer må ikke bruges i skoletiden - hvilket er dybt godnat.

De lærere, som har pædagogiske tanker, med fokus på bevægelse, rum og æstetisk læring kan ikke finde plads til deres pædagogik, og eleverne er presset sammen på alt for få kvadratmeter i skoletiden.

Det giver unødigt mange konflikter, som lærerne skal løse, og det bruger de deres elevpauser på, hvor de i stedet burde kunne klargøre sig til næste modul, så de elever, de skal undervise får optimal læring.

Når jahatten er trykket godt ned om ørene

Lad mig blot tilføje, at den kollega, som opsøgte mig, altid har haft jahatten på. Hun har i den grad været med til at udvikle skolen, og hun har med sit positive livssyn givet eleverne og kollegaerne fantastiske pædagogiske oplevelser, men nu er selv hun blevet træt.

En dagligdag med inklusionsudfordringer, og en konstant mangel på pauser, plads og rum fylder hverdagen.

Ifølge hende selv, så har hun været for dårlig til at sige nej og stop både til kollegaer og ledelsen. Psykologen Svend Brinkmann, livsfilosoffen Anders Fogh Jensen og mange andre har gjort os opmærksom på, at vi lever i en kultur, hvor nej’et er forsvundet og ja’et er blevet det belastende.

For vi har for lidt tid og føler, at vi aldrig gør det godt nok. 46% af lærerne er ofte eller altid berørt af jobbet, og hvorfor mon det er sådan? Hvordan kan det være, at vi er så hårdt ramt?

En af de primære årsager er, at vores forberedelsestid ikke passer til undervisningstiden og klasselærertiden er den samme som for ti år siden. Opgaverne er vokset ekstremt som beskrevet ovenfor, og de opgaver fylder så meget, at vi simpelthen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Fælles forberedelse er jo ganske godt, men hvad er fælles og hvad er individuelt? Og hvornår skal man forberede sig fælles med pædagogerne eller kollegaerne fra andre afdelinger? Og hvordan går det med fælles forberedelse med netop pædagoger og kollegaer, som ikke er uddannede?

Mie Dalskov Pihl pegede i sin undersøgelse i november på, at flere end hver tredje nyansatte lærer sidste skoleår ikke havde en læreruddannelse, og lige netop det presser de uddannede ekstremt.

For hvem skal lære den ikke uddannede op i klasserumsledelse, pædagogisk og psykologisk forståelse for de børn, som de underviser - svaret er - den uddannede, som derfor må løbe lidt stærkere og ofte bruger meget af sin forberedelse på, at klæde sin ikke uddannede kollega på til opgaven.

Men den største tidsrøver er og bliver inklusion. Inklusionsudfordringerne er steget massivt, og det kræver sit at leve op til folkeskolelovens formålsparagraf stk. 2 .

"Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle."

Hvordan skal man kunne det, med de nuværende resurser?

Der skal gøres noget - NU!

Alle ved godt, at lærerne bliver syge, når de bliver presset ud over kanten. Problemet er, at der bliver ved med at komme opgaver, som skal løses - helst i dag - og ikke i morgen. Opgaver udefra inficerer skoledagen, og de presser alle lærerne og lederne ekstremt.

Folkeskolen.dk har i den grad i de sidste uger understreget, at vi presser alle - alle - for hårdt. Seniorer går tidligere på pension, og de føler sig presset ud af arbejdsmarkedet. De unge skynder sig væk efter få år i systemet. Lærere, som har børn, vælger at gå på nedsat tid, for at få hverdagen til at hænge sammen. Og så er der alle dem, som ikke har børn, og som ikke er ældre, men som løber ufattelig stærkt. Flere er ved at brække halsen, når en kollega sygemelder sig, for det betyder - ingen vikar - ingen co-teaching - og ofte akut omlægning af den ellers planlagte undervisning, og det gør man så i elevpausen.

Det uforudsete stresser, og det kan man ikke planlægge sig ud af, men man holder heller ikke til det. Der skal gøres noget - NU!

Vi presser os selv

Desværre er der en anden udfordring, som ikke er udefrakommende, men som ligger i lærernes DNA. Vi presser os selv og lider af indre overbelastninger. Her sidder vi selv med nøglen til at ændre den pressede situationen.

Vi lider af opslidninger snarere end nedslidninger, og den opslidning skyldes i den grad, at vi i højere og højere grad er konstant tilgængelige, arbejdsdagene er opfyldte af ubestemthed og konstant pirringer - her har AULA - en del af skylden - for vi er så pligtopfyldende - at vi chatter med forældre - i tide og utide - også efter kl. 17:00.

Og så siger vi ikke fra, når en kollega lægger sig syg eller har barn syg, vi løfter opgaven - påtager os den, men det skal vi ikke - vi skal sige stop - sige fra.

Hvad kan vi gøre?

Ja, jeg tegner et sort billede af hverdagen på mange skoler - meget sort. For der er dage, som er helt normale og almindelige på mange skoler.

Der er skoler, hvor lederne har samarbejdet konstruktivt med trioerne og sikret, at de på deres skoler har en stresspolitik, der er skoler, hvor de har tolærerordninger, som fungerer - heldigvis.

Men desværre møder jeg ofte lærere, som har meget svært ved at få skoledagen til at hænge sammen, og det antal er stigende, og det kan skal vi ikke sidde overhørigt.

Hvad gør vi så ved det?

Stop djøferiet, og giv lærerne arbejdsro. Giv dem de tomme kvadratmeter tilbage, og påskynd deres viden og vis dem, at de er værdsatte. Det betaler sig, og vil sætte gang i at flere tør tage uddannelsen.

Dels skal arbejdstidsaftalen overholdes. Ingen skal forberede sig i elevpauserne, det skal ledelsen sikre ikke sker!

Så skal forberedelsestiden tilpasses de faktuelle vilkår - det betyder, at den skal sættes op!

Klasselærertiden skal tilpasses de nuværende voksende krav!

Alle skoler og kommuner skal have en stresspolitik. Vi skal forbygge at det går galt, lederne og kollegaerne skal kunne udvise rettidigt omhu. Her er det især pausekulturen og energibarometeret fra arbejdsmiljøweb.dk, som bør sættes i gang alle steder, og det er klart en opgave for trioerne.

Der skal være plads til, at der er luft i hverdagen. Opgaveoversigterne skal afspejle lige netop det. De skal ikke gå i nul - og ingen skal begynde et skoleår med at have planlagt overtid, der skal være lidt tid tilovers for det giver overskud fra skoleårets start. Skoleplanerne er et vigtigt sted at få styr på og sikre, at alle kan få luft i hverdagen. Det kræver selvfølgelig, at alle skoler har et velfungerede årshjul. Skoleplanen skal være på plads - inden fagfordelingen, for skoleplanen er skolens fundament, og på den bygger man en god skole. Hvis lærerne får den oplevelse, at de har indflydelse på deres hverdag, og der er styr på opgavefordelingen, og rollerne, så mindsker man i den grad de unødige følelsesmæssige krav.

Skoledagene skal gøres kortere. Med folkeskolereformen fik eleverne og lærerne lange skoledage - alt for lange. Udbyttet af det er udeblevet - totalt. De skoler, som har anvendt mulighederne for at forkorte skoledagene kan se en stigende trivsel hos elever og lærere - og det er vejen frem - forkort skoledagenes længde.

Vi bør også kikke på arbejdstiden og løn. Der skal afsættes tid eller gives et tillæg hvis man arbejder sammen med en ikke uddannet! De lærere, som samarbejder med ikke uddannede skal kunne mærke, at man godt ved, at de gør en særlig indsats. Det skal koste at pådutte en ansat den ekstra opgave.

Og stop så nulsumsstyrring og besparelserne ude i kommunerne. Det nytter ikke, at man bliver ved med at skære ned i de budgetter, som allerede er så dårlige, at de næsten ikke hænger sammen. Stop den tankegang, at hvis en kollega går bort, går på barsel eller bliver langtidssyg, så skal skolen selv finde resurserne, for det kan de ikke. Løn som kompensation for en ekstra arbejdsdag i forbindelse med fjernelsen af Store Bededag, det er et plaster på såret, men plasteret dækker ikke den merudgift, som skolerne nu skal finde inden for deres egen ramme, det dur ikke! Giv skolerne de resurser tilbage, som er blevet sparet væk siden 2013.

Lav en Schlüter

Der er mange faktorer, alt for mange som gør, at vi er mere pressede nu end nogensinde før. Det er på tide, at der bliver grebet ind og handlet anderledes. Et sted, som ikke koster meget andet end lidt overskud hos en dygtig leder er - anderkendelsen. Lav en Schlüter - det kræver så meget af en leder at sige : "Du gør det ufattelig godt" til en ansat. For det det forholder sig sådan, at får man ros på sin arbejdsplads, så breder den gode stemning sig som en god, positiv grøn spiral. Og her kan en kollegas anderkendelse også hjælpe. En god sund kollegial kultur på arbejdspladsen, hvor man påskynder forskellighederne, værdsætter kollegaernes input og løfter i flok kan give det lige det overskud, flere mangler i en travl hverdag.

Men indtil forandringerne kommer til din skole, så...

Tag en pause.