Midt i en skærmtid

Debatten er godt i gang og har været det længe, men før sommerferien kom der sandelig gang i debatten om, hvor sundt/usundt det er, når et barn anvender skærm. Omdrejningspunktet har været, hvor meget og hvor lidt skærmtid et barn skal have. Fortalerne for ubegrænset skærmtid påstår, at man ikke kan påvise, at der er skadelige effekter ved at bruge skærm og at selve debatten giver de unge skærmskam. Skærm modstanderne har så fremført de stik modsatte standpunkt. Bølgerne er høje og går højt for meningerne er mange. Jeg kan dog undre mig over, at debatten slet ikke har sat fokus på noget, som er udfordret konstant i denne tid, men som bliver totalt overset, når samtalen handler om skærme ikke skærme. 

Hvor blev socialiseringen af i debatten?

For selvfølgelig er det vigtigt at sætte fokus på skærmtid, når mistrivslen ikke har været højere blandt børn og unge og vi ved, at skærmtiden er steget støt i årtier. Er der en sammnenhæng mellem mistrivslen og det antal timer de bruger foran en skærm? Jeg har fulgt debatten i årevis, og jeg har undret mig hver gang. For det lykkes næsten altid interessenterne at få os til at diskutere hvor meget/hvor lidt skærmtid, der skal til før hjernen tager skade, og det er genialt - for beviserne mangler fortsat for endegyldigt at bevise, at for meget skærm er skadeligt . Men hvorfor kikker man ikke på barnet? Hvordan lærer børn bedst andre børns grænser at kende - og hvordan træner et barn at kunne aflæse andres signaler - bag en skærm eller sammen med andre børn, og hvor meget tid skal de bruge på det sidste? Det er super vigtigt at slå fast, at børn har behov for at få lært at begå sig i et fællesskab for at kunne blive en god samfundsborger og også blive en livsduelig samfundsborger. 

Men socialisering er ikke en del af debatten.

Skylden ligger hos techgiganterne - ikke hos forældrene

Jeg er klasselærer for en 3.-klasse. I 2 år har jeg prøvet at forstå den nye børneadfærd, for jeg mener vi skal til at tale om, at der er sket en voldsom forandring. Jeg har aldrig brugt så lang tid på konflikttrappen, mindfulness, legegrupper, rød - gul - grøn, co-teaching og meget mere som med den her klasse - aldrig. 

De er som børn er flest, og individuelt super skønne, men som klasse er de en lille sæk lopper. Lærerne omkring klassen talte i lang tid om, at coronaeftervirkningerne var årsagen til livligheden, men den teori er vi gået bort fra. Vi har konstateret, at vi bruger tonsvis af tid dagligt på at få elevernes opmærksomhed rettet mod det, som vi er i gang med i klassen, men de taber deres opmærksomhed på et splitsekund.

Og årsagen... mange af dem bruger skærm i den helt store skala efter skoletid.

For på vores skole har vi ligesom så mange andre skoler for længst taget stilling til anvendelse af skærm i skoletiden. Vi bruger kun skærm, når den skal understøtte undervisningen, og der er pædagogisk grund til at anvende den og ikke analoge undervisningsmidler. 

Men vi har samme udfordring som andre steder. Bøger er en sjælden forekomst, hvilket også ses på skolens pædagogiske læringscenter, for det er reduceret til 2/3 for i resten af lokalet er der indrettet spilleværksted med spillekonsoller, de bliver ikke brugt i skoletiden, men efter skoletid, når eleverne går i Fritidsklub. 

I skoletiden prøver vi at stimulere og fastholde læseudviklingen med læselogs, skriv til forældrene om læsning, når eleverne begynder i børnehaveklassen, og vi prøver via dialog at nå forældrene, men .......de læser ikke med deres børn 20 minutter hver dag - selvom vi har påpeget, at det vil være gavnligt. 

Danmark halter bagefter, når det kommer til læsning som underholdning viser undersøgelserne. Vi må ganske enkelt konstatere, at skærmunderholdningen har fyldt så meget i børnenes liv, at læsningen er blevet nedprioriteret. Børn bruger langt mere tid i dag foran TV, Ipad, mobiltelefoner og computer end førhen, og vi kan ikke få forældrene med på at slukke for skærmene derhjemme.

Men - det er ikke forældrenes skyld!!

Skylden ligger hos techgiganterne. De har tjent milliarder på noget, som har været mere vanedannende end rygning, og indtil nu er de gået under radaren, fordi nogle forskere ikke mener, at man kan bevise, at meget skærm er skadeligt. Så det er ikke forældrenes skyld, at deres børn bruger meget tid foran en skærm. For forsøger forældrene at begrænse deres børns skærmtid, bliver de modarbejdet af andre forældre, som presser på for at børn skal have mobiltelefoner, Ipads med mere, og resten af det omgivende samfund presser også på. Mere tech mindre tid til nærvær, dialoger og meget mindre tid til at lege og socialiserer sig. 

Er du techet ind?

Hjernen elsker dopamin, det kan den få på mange måder blandt andet ved fysisk aktivitet, en god konkurrence, naturen, musik og et godt grin frigiver også signalstoffet dopamin i kroppen, og hjernen elsker det. Sport er sundt på mange måder. Sport sænker stressniveauet og sport sikrer os en sund krop. 

Men computeren kan desværre det samme. Den giver let adgang til dopamin, især når man spiller computerspil. Derfor plager børn om at få mere skærm, og det bliver sværere og sværere for dem at tilvælge naturen, musikken, og sport for slet ikke at tale om samvær med andre.

Det største problem er, at man bliver menneskeligt dummere af at sidde foran en skærm. Samværet/samspillet med andre mennesker, aktivere vores sansesystem flerdimensionelt. Det er sundt for hjernen ikke kun at forholde sig todimensionelt foran en skærm. Man lærer meget af at være sammen med andre, og den læring forankre sig i et menneske som et evigt knowhow, man kan trække på hele livet.

Under corona måtte mange skoler skrue op for undervisningen udendørs. Udelivs tankegangen blomstrerede op, og mange steder oplevede man en forbedring af trivslen. 

Hvor blev den viden af efterfølgende? 

I stedet kom techbølgen. I kommunerne og ude på skolerne skulle man pludselig være techet. Der blev sat tid af til techambassadører på skolerne og hvad skulle de? Ja de skulle sikre, at vi alle blev bedre til at anvende teknologierne i undervisningen. Det er fint nok, men hvor kom den ide fra, når man lige havde fundet ud af, at vi led af hudsult, mangel på socialt nærvær med mere, når vi skulle sidde hjemme under corona foran en skærm. 

Der bliver brugt tonsvis af penge på at holde os fast i at bruge mere og mere teknologi, og desværre ikke lige så mange midler på at vi fastholder et socialt netværk.

Vi undervisere ved godt at undervisning er mange ting. Gruppearbejde, værkstedsarbejde, leg, projektundervisning, dialog og debat, udeskole, æstetisk undervisning, rollespil og lignende er eleverne vilde med, for der skal de forholde sig til sig selv og andre i interaktion, og det giver engagerede elever.

Desværre har besparelserne bare ramt skolerne hårdt. Alt for mange steder styre de digitale platforme undervisningen i alt for høj grad, og det skyldes primært den voldsomme fokuseringen på anvendelse af skærm i undervisningen siden 1990érne. Vi skulle op i procentvis anvendelse af skærm i undervisningen, og det kom vi i en sådan grad, at bøgerne blev smidt ud mange steder og ikke erstattet med nye bøger - tværtimod købte man bærbare computere, og så kom foleskolereformen og lockouten, hvor forberedelsestiden blev reduceret kraftigt. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og nøden er stor ude på skolerne. Den er så enorm stor, at lærerne fravælger det analoge og vælger digitale løsninger.

Stuk

Undervisningsminister Tesfaye har nu bedt Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet (Stuk) om at udarbejde retningslinjer eller anbefalinger for brug af skærme i grundskolen, SFO’er og på ungdomsuddannelser. Tesfaye mener ikke, der skal være et egentligt skærmforbud - heldigvis, men han vil gerne have udarbejdet nogle anbefalinger eller retningslinjer for anvendelse af skærme i undervisningen. 

Når man kikker på det udvalg, som er nedsat, så er der noget, som springer en i øjnene. Der sidder ikke en eneste folkeskolelærer med blandt de 24 eksperter. Så 24 eksperter skal altså komme med anbefalinger, som vi ude på skolerne så efterfølgende skal tage op i skolebestyrelserne og på lærermøderne og implementere på skolerne. Jeg synes det er ret pinligt, at lærerne ikke sidder med i det udvalg, for der er mange lærere, som ved rigtigt meget om digitaliseringen. 

Til december kommer de så med deres anbefalinger til, hvordan vi kan begrænse overdigitaliseringen og begrænse fokus på tech. Men desværre kommer det igen til at handle om hvor meget/hvor lidt skærmtid og ikke socialisering. 

Lad os håbe, at ministeren nedsætter en arbejdsgruppe om trivsel og socialisering, så dannelse og barnets optimale socialiseringsarenaer kan blive drøftet og komme i fokus.