Politisk: Nye Borgerlige

Blog

Claus Hjortdals berøringsangst vil fremme ekstremisme

Hjortdal er godt i gang med at undergrave de mange modige undervisere, der insisterer på at bruge tegninger af profeten Muhammed i undervisningen. Det må vi sige fra over for.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Imens en fransk skolelærer netop har ladet livet for at undervise i ytringsfrihed, fraråder formanden for Skolelederforeningen i Danmark, Claus Hjortdal, danske skolelærere at bruge satiriske tegninger af profeten Muhammed i undervisningen.

Politisk: Nye Borgerlige

Fact: Click to add text

Med sine udtalelser i Jyllands-Posten og Berlingske går han ud og direkte undergraver de mange modige undervisere, der i de sidste dage har meldt ud, at de ikke vil vige tilbage for den trussel om vold, der hænger sammen med at bruge tegninger af profeten Muhammed i undervisningen.

Det skal ifølge ham ske for ikke at komme til at støde muslimske elever. I et absurd argument fabler han i et interview i Berlingske om, at man dermed skulle demonstrere ”frisind”. Men hermed får han kun vist, at han hverken forstår sig på frisind eller folkeskolen.

Frisind er det modsatte af Hjortdals tolerance

Frisind er lige præcis det modsatte af den ureflekterede tolerance. Frisind handler om at lade meninger mødes i åben og kritisk debat. Og det er netop folkeskolens opgave: at omdanne klasselokalet til det rum, hvor sådan en samtale kan finde sted.

Hjortdal er også bekymret for, at muslimske elever går hjem og fortæller deres forældre, at der undervises med tegningerne. Men det er da lige præcis det, vi bør håbe på.

Problemet med de muslimske elever starter jo netop i hjemmet, hvor forældrene ofte har muret sig inde bag mørke gardiner foran et tv, der konstant viser arabisk Al Jazeera. Måske det ville kunne få dem til at slukke og forholde sig til det land, de er indvandret til.

Vi skal ikke tolerere det intolerante

Franske Samuel Paty døde for ytringsfriheden. Han fik halsen skåret over, fordi han ville lære sine elever noget vigtigt: at ytringsfriheden er absolut. Hvis ikke man kan tegne profeten Muhammed, er der reelt ikke nogen ytringsfrihed.

Det er noget, Hjortdal tydeligvis ikke forstår. Og derfor kan han ikke respektere den indsats, som modige lærere gør, når de trods trusler om vold bruger tegningerne.

Det er ikke kun uværdigt – det er decideret farligt for demokratiet og vores samfund. Hvis danske skolelærere retter ind, vil de lære vores børn, at ytringsfriheden kan gradbøjes.

Dermed vil folkeskolen selv blive bærer af intolerancen og være med til at fremme ekstremismen i samfundet. Derfor er det vigtigt, at vi siger fra over for Hjortdals berøringsangste linje.

Folkeskolen må aldrig blive tolerant over for det intolerante.

Af: Mette Thiesen, medlem af Folketinget og undervisningsordfører for Nye Borgerlige