Politisk: Nye Borgerlige

Blog

Lad nu alle børn komme tilbage i skole

Det er positivt, at 0.-4. klasse nu kommer tilbage, men det er ikke godt nok. Alle børn og unge bør komme tilbage i skole. For der er ingen sundhedsmæssig evidens for at holde landets skoler lukkede for at bremse smitten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ensomhed, frustrationer, fjernundervisning og faglige efterslæb er de udfordringer, der hersker blandt danske børnefamilier, efter skolerne har været lukkede og eleverne hjemsendt siden december. Børn sidder i mange timer om dagen isoleret foran en computerskærm og har ingen ordentlig kontakt med jævnaldrende. Dette er medvirkende til at påvirke deres trivsel negativt.

Politisk: Nye Borgerlige

Fact: Click to add text

Det er positivt, at 0.-4. klasse nu kommer tilbage, men det er ikke godt nok. Alle børn og unge bør komme tilbage i skole. For der er ingen sundhedsmæssig evidens for at holde landets skoler lukkede for at bremse smitten. Tværtimod siger forsker, Christian Kanstrup Holm, at der er bevis for, det ikke nytter noget at lukke skoler ned, og derfor skal eleverne tilbage i skole hurtigst muligt for at bremse de markante sociale og faglige efterslæb.

”Skoler driver ikke epidemien”

Udover at hjemsendelsen er medvirkende til at skabe mistrivsel blandt børnene, har det også store samfundsøkonomiske konsekvenser at holde børnene hjemme. Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, koster det 2,5 procent af det daglige BNP hver dag, hvilket svarer til 160-285 millioner kroner dagligt. Det er decideret uansvarligt. Omkostningerne ved at fortsætte en nedlukning af skolerne er alt for store – både for forældrene, for samfundet og for børnene.

Og disse tal er hovedrystende unødvendige, for ”skoler driver ikke epidemien”, som børnelæge og formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, Klaus Birkelund Johansen, har gjort meget klart. Ifølge ham bliver børnene ikke smittet i institution eller skole – men af forældrene i hjemmet. Og sammenligner man smittetal i Finland, hvor grundskoler har været lukkede, og Sverige, hvor skolerne har været åbne gennem hele epidemien, ses der ikke nogen forskel i incidensen for bekræftede Covid-19-tilfælde hos børn fra 1-19 år, lyder det fra Statens Serum Institut.

Giv skolerne frihed

Skolerne har igennem pandemien formået at demonstrere, hvordan de korrekt, ansvarligt og med kort varsel har kunnet indordne sig efter nye krav og restriktioner. Og derfor bør skolerne også gives friheden og muligheden for selv at vurdere, hvordan der skal rettes op på elevernes faglige og sociale efterslæb. For der venter uden tvivl et stort oprydningsarbejde forude efter to store nedlukninger med hjemsendelser og onlineundervisning. Der skal lægges planer for de elever, der har lidt et stort socialt og fagligt efterslæb, og derfor skal den enkelte skole have mulighed for at tilrettelægge planerne efter de behov, børnene på deres skole har.

Det er hverken forvaltningens eller ministeriets job at kloge sig på, hvad der er bedst for alle skoler og alle børn. Det ved den enkelte skole bedst selv. De kender børnene og deres forældre, og det er dem, som har kendskab til, hvordan dagligdagen fungerer, samt hvilke kompetencer deres team af lærere har. Med andre ord har de fingeren på pulsen og besidder den faglige viden på området. De kan dermed bedst vurdere, hvor fokus og energi skal lægges, og hvilke tiltag der skal prioriteres. Statsministeren bør lytte til de mange mennesker, der har faglig viden på området. Lad alle børn komme i skole igen. Og lad os slippe skolerne fri af politikkernes spændetrøje og give dem frihed til at lave den bedste skole i lige præcis deres område – i samarbejde med lederen, lærerne, forældrene og ikke mindst børnene.