Politisk: Nye Borgerlige
Blog
Skolerne skal have friheden tilbage
Radikale har fremlagt et skoleudspil der vil sætte skolerne mere fri. Det hilser jeg velkommen.
I uge 32 kunne tusindvis af forventningsfulde børn og unge vende tilbage til skolebænken efter sommerferien. I kølvandet på dette præsenterede Radikale Venstre et skoleudspil.
Et udspil, der indeholder et frihedsbrev til folkeskolen, som har til formål at sikre en bedre læreruddannelse, en lærergaranti, et børneløft og mere kvalitet og leg i børnenes frie tid.
Det byder jeg velkommen, for det er tiltag, vi i Nye Borgerlige altid været fortalere for.
Folkeskolereformen skal skrottes
Folkeskolereformen blev indført tilbage i år 2014 og havde på daværende tidspunkt til formål at øge fagligheden og trivslen blandt eleverne. Desværre blev dette aldrig en realitet.
Folkeskolerne har siden indførslen været udsat for markant mere central detailstyring, og konsekvensen af dette er, at vi i dag står med et bureaukratisk skolevæsen, hvor systemet æder energien ud af lærerne og ledelsen.
Kvaliteten og kreativiteten i undervisningen er formindsket, og det er ikke længere muligt at tilrettelægge sin undervisning efter de behov, der vurderes at være i den enkelte klasse.
Derudover kan det konkluderes, at hverken elevernes faglighed eller trivsel er forbedret i perioden efter reformen, hvilket om noget indikerer et behov for markante ændringer på området.
Derfor glæder det mig, at alvoren endelig er gået op for andre partier.
Skolerne skal sættes helt fri
Radikale Venstre ønsker mere frihed til den enkelte skole, hvilket er et skridt i den rigtige retning. Det er mig dog en gåde, hvorfor Radikale Venstre ikke ønsker at give folkeskolerne al deres frihed tilbage.
Radikale Venstre ønsker stadig at skolerne skal drives af kommunerne, hvilket står i diametral modsætning til det, vi i Nye Borgerlige kæmper for. Hos os hersker der ingen tvivl – politikerne bestemmer ganske enkelt for meget.
Vi vil lade fagpersonerne få friheden tilbage og sørge for, at pengene følger det enkelte barn, så forældrene kan vælge den skoler, der passer deres barn bedst.
Skolerne skal kort sagt sættes fri af politikernes spændetrøje, og de skal gives frihed til at skabe den bedste skole i lige netop deres område – i samarbejde med lærerne, lederne, forældrene og børnene.