Folkeskolens danskrådgiver
Blog
Inklusion: ”Jagten på det forjættede land”
For de udfordrede elever kan inklusion i folkeskolen være dilemmaernes holdeplads. På den ene side ønsker disse elever at være som alle andre og netop ikke være adskilt på en specialskole, og på den anden side giver det store bump på vejen ikke at kunne præstere det størstedelen af de andre i klassen kan. I begge tilfælde kan det ramme hårdt på selvværdet for eleven, og skoleidentiteten sætter sig mellem to stole.
Foto: Richardhe51067/Flickr.com
Gennem mine år som lærer har jeg haft flere ”grænse-elever” gennem maskinen. Med det mener jeg elever, der har bevæget sig på kanten mellem et specialtilbud og det almene regi.
Begge dele er store udfordringer for disse elever. Langt de færreste børn i landet ønsker sig brændende at havne i et specialtilbud. Heller ikke selvom de fagligt har brug for det.
Langt de fleste elever ønsker at blive, hvor de er, medmindre decideret mistrivsel finder sted.
Dog forholder det sig sådan, at eleven personligt i de fleste tilfælde bliver gladere for hverdagen i et særligt tilbud, hvor mere tid, flere hænder og faglige justeringer i forhold til den enkelte vægtes.
Dog er der stadig et sår.
For uanset hvor dejlig den nye hverdag er for en udfordret elev i et specialtilbud, så er selvværdet ramt på den lange bane. Mange elever har gennem tiden fortalt mig, hvordan de trivedes bedre i deres nye tilbud, men at de savnede ”at være som de andre” – pga. adskillelsen.
For disse elever blev en hurtig retur til ”det normale” en jagt på et forjættet land.
For hvordan ser det ud, når man med evt. både personlige og faglige udfordringer igen træder ind i folkeskolen?
Inklusion er ikke for alle, og for rigtig mange elever ender jagten på normaliseringen i katastrofe.
Det faglige og ind imellem personlige spænd bliver i for mange tilfælde for voldsomt, og den spand med guld for enden af regnbuen forsvinder for eleven som en luftspejling, jo længere de når i processen.
Den vanskelige udfordring
Rummeligheden i folkeskolen er misforstået. Jeg tror ikke på, at vi kan blive ved med at øge elevtallet og samtidig tage hånd om inklusionen. Vi kan som lærere og pædagoger blive sendt på alverdens kurser. Opkvalificering afhjælper ikke udfordringen.
Det, vi trænger til, er tilbud til de unge, der sakker agterud eller har individuelle forstyrrelse, der kører kontra på den komplekse sammenhæng, en klasse nu engang er.
Vi må opgive den godhjertede ide om, at alle kan være i samme båd – bare på forskellige måder – for det holder ikke.
Når nu vores uddannelsessystem ser ud, som det gør, så må vi prioritere fagligheden for de udfordrede. De skal have den bedste hjælp – trods det hak i selvværdet det giver at skulle ud af en kendt sammenhæng. At kunne begå sig fagligt er vigtigt for den enkeltes videre fremtid, og vi må og skal tænke på at skabe borgere, der på sigt kan uddanne sig og komme i arbejde.