Lad os gøre folkeskolen så god, som den kan blive

Forleden sad jeg og snakkede med en god kollega om idrætsundervisningen på 1. årgang. Det kan til tider være en udfordring at få det hele til at gå op i en højere enhed, når 26 syvårige børn skal have idræt med én voksen. Der er ofte nogle, der falder og slår sig, og der opstår konflikter mellem børnene, for hvem kom egentlig først over målstregen?

Jeg tog mig selv i at sige til min kollega, at han måske skulle sænke ambitionsniveauet lidt. Jeg kom med forslag til en leg, jeg selv har haft held med og anbefalede færre aktiviteter. Heldigvis brød en kollega ind i vores samtale: ”Det er simpelthen for sørgeligt, at vi skal sænke ambitionsniveauet for vores undervisning.” Og jeg giver hende ret.

Hvis man undrer sig over, hvorfor det ikke går den rigtige vej for folkeskolen, hverken med det faglige eller med trivslen, så er det måske værd at overveje om folkeskolen virkelig er så god, som den kan blive.  Eleverne bliver ikke så dygtige, som de kan, når lærere gang på gang bliver mødt af sætninger som ”sænk ambitionsniveauet”, ”sænk barren” eller ”det er vilkårene.”

Jeg vil ikke sænke ambitionsniveauet. Der er ikke noget værre end at træde uforberedt ind i et klasselokale med 25 børn, der sidder spændt og venter på, hvad de skal lave de næste 90 minutter. Den gode, velforberedte undervisning motiverer både lærere og elever, og det er når undervisningen lykkes, at man føler, man gør en forskel.

Hvis vil skal gennemføre den gode undervisning kræver det, at vi har muligheden for det. Skoledagen skal være kortere. De lange dage slider på både lærere og elever. Vi skal have flere timer med to voksne, og vi skal have velforberedte lærere. Først når folkeskolen er så god, som den kan blive, bliver eleverne så dygtige, de kan.